Økologi betaler sig

Det er ikke dårligt at kunne skrive Lejre Den Økologiske Kommune på sin fonds-ansøgning. Senest har tre forskellige projekter i Lejre Kommune fundet ekstern finansiering for over 400.000 kr hos Fonden for økologisk landbrug - Grønne ildsjæle for lokal afsætning. Så økologien betaler sig selv.

Skrevet den. 25. april 2014

En mælkeautomat, så kunder kan tappe frisk mælk hos bonden, høns i børnehaver og en analyse af lokale afsætningsmuligheder i Lejre Kommune. Disse tre projekter har netop fået et positivt svar på deres fondsansøgninger. Og det siger ikke kun noget om de tre projekter, men også noget om Lejre Den Økologiske Kommune.

Et brand, der signalerer kvalitet

"Det er dejligt at se at også folk uden for vores kommune tror så meget på vores økologiske Lejre, at de er villige til at lægge deres penge i projekter her. Det viser mig, at Lejre Den Økologiske Kommune er et stærkt brand, et stempel, der signalere kvalitet men jo også at der er reelle forretningsmuligheder her, der venter på at blive afprøvet. Og med disse penge for lokale innovatører mulighed for at prøve noget nyt af", siger Borgmester Mette Touborg.

Frisk mælk

På Mannerup Møllegård vil gårdejer Peter Sivertsen gerne opfylde sine mange besøgendes ønske om friskmalket økologisk mælk. I Mælkeautomaten kan kunderne tappe mælk i dunke, og tage det med hjem. Projektet sikrer lokal afsætning af økologisk mælk - en råvare, der normalt ikke sælges lokalt pga. krav om pasteurisering, men det klarer automaten. I ansøgningen spås der et forventet salg på 500 liter økologisk mælk om ugen, det første år - gående mod 1000 liter om ugen, tre år efter gennemførelsen af projektet.

Analyse af afsætning

Det skal være nemt for børnehaver i Lejre Kommune at have høns. Og det vil projektet "Børnehavehøns", der har opnået støtte, netop hjælpe med til. Ansøger er Johanne Schimming fra Hegnsholt Hønseri (www.hegnsholt.net). Høns kan vise det økologiske kredsløb, fra kompost til madvarer, på en meget konkret måde - og så skaber de hygge - og med projektpengene har ansøgeren mulighed for at afprøve det som forretningsmulighed. Et af projekterne kigger på de kommunale institutioner og skal undersøge om Lejre Økologiske Fødevarefællesskab kan påtage sig opgaven som afsætningskanal mellem de kommunale køkkener, der har omlagt til økologi og lokale producenter? Det er der nu penge til at undersøge. Lejre Den Økologiske Kommune har nu 2 år på bagen. I den korte tid har projektet hentet megen ekstern finansiering. Mere end 4 millioner kroner har fundet vej til projekter i Lejre Den Økologiske Kommune og finansieret grønne projekter i hele kommunen. Til sammenligning har Lejre Kommune brugt 601.000 kr. på Lejre Den Økologiske Kommune.