Nedlæggelse af offentligt vejareal, Skolevej og Søvej i Hvalsø – høring

Skrevet den. 14. juli 2022

I forbindelse med realiseringen af lokalplan LK 79B for Søtorvet, herunder en forlægning af Søvej i Hvalsø, påtænker Lejre Kommune at nedlægge en del af de offentlige vejarealer, litra (7000)”h” (7000)”q” og (7000)”ac”, der udgør Skolevej og Søvej. De vejarealer, der påtænkes nedlagt, er vist med gult på nedenstående kortudsnit. Her ses også Søvejs forløb efter forlægning af vejen mod vest.

Hvalsø

Baggrunden for den påtænkte nedlæggelse er, at der i lokalplan LK 79B lægges op til en nedlæggelse af Skolevej med henblik på at skabe en grøn korridor og et kvalitativt byrum med sammenhæng til Kulturhuset i Hvalsø, musikskolen, biblioteket med ”Byens Hus”, skole og idrætsfaciliteter. Det nye område skal binde Hovedgaden sammen med det grønne rekreative område ved Skolesøen.

Påtænkt beslutning
Under henvisning til vejlovens §§ 15 og 124 påtænker Lejre Kommune at bestemme, at de dele af Skolevej og Søvej (litra ”h”, ”q” og ”ac”), der er vist med rødt på ovenstående kortudsnit, nedlægges som offentlige vejarealer, og at de ikke opretholdes som færdselsarealer.

Hvis der træffes endelig afgørelse om nedlæggelse af vejarealerne, vil Lejre Kommune foranledige, at de ændrede forhold berigtiges matrikulært, jf. vejlovens § 127, stk. 2.

Om indholdet af de relevante regler henviser vi til beskrivelsen sidst i denne tekst.

Begrundelse
Som nævnt er baggrunden for den påtænkte nedlæggelse, at der i lokalplan LK 79B lægges op til en nedlæggelse af Skolevej med henblik på at skabe en grøn korridor og et kvalitativt byrum med sammenhæng til Kulturhuset i Hvalsø, musikskolen, biblioteket med ”Byens Hus”, skole og idrætsfaciliteter. Det nye område skal binde Hovedgaden sammen med det grønne rekreative område ved Skolesøen.

Samtidig med nedlæggelsen af Skolevej fremgår det af lokalplanen, at Søvej skal forlægges mod vest over mod Hvalsøhallen. På den måde sikres det, at der er parkeringspladser i tæt tilknytning til den nye del af Søtorvet og Superbrugsen.

Lokalplanen omfatter to nye byggefelter, som delvis er beliggende på den del af Skolevej, der påtænkes nedlagt. Her er det planen, at der i det ene byggefelt kan opføres en toetagers bygning med boliger, og at der i det andet byggefelt kan opføres en toetagers bygning med en dagligvarebutik og udvalgsvarebutikker i bunden og boliger på 1. sal.

Vejarealerne påtænkes nedlagt med henblik på at gøre det muligt at realisere lokalplanen og dermed skabe en grøn forbindelse mellem Hovedgaden og hallen. Den grønne forbindelse vil omfatte en cykelsti med offentlig adgang, der forbinder Hovedgaden og Søvej.

Bemærkninger
Har du bemærkninger til den påtænkte nedlæggelse af de nævnte vejarealer, beder vi dig fremsende disse senest torsdag den 08. september 2022. Vi vil herefter tage stilling til, om vi kan træffe den endelige beslutning om nedlæggelse.

Hvis du har spørgsmål til den påtænkte nedlæggelse, er du velkommen til at kontakte os.

Regler
Efter vejlovens § 15 bestemmer kommunalbestyrelsen blandt andet, hvilke bestående kommuneveje der skal nedlægges.

Kommunalbestyrelsen skal efter § 124, stk. 1, tage stilling til arealets fremtidige status, når den efter § 15 har bestemt, at en kommunevej skal nedlægges.

Vejen skal efter § 124, stk. 2, opretholdes helt eller delvis som vej, hvis den efter matrikelkort er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af ejendommens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang. Vejen skal også opretholdes helt eller delvist, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at vejen er vigtig for en ejendom.

Det følger af § 124, stk. 6, at den planlagte beslutning efter § 124, stk. 1, skal offentliggøres, og samtidig skal ejere af ejendomme, der forventes at blive berørt af beslutningen høres. I den forbindelse skal der oplyses om indholdet af bestemmelserne i § 124, stk. 2 og 7.

Indholdet af § 124, stk. 2, er beskrevet ovenfor.

Efter § 124, stk. 7, skal der, når vejen eller dele af den ikke planlægges opretholdt som privat fællesvej eller privat vej, gives en frist på mindst 8 uger til over for kommunalbestyrelsen at fremsætte krav om, at vejen opretholdes i medfør af stk. 2. Hvis et sådant krav afvises af kommunalbestyrelsen, kan grundejeren kræve, at vejmyndigheden indbringer afgørelsen for taksationsmyndighederne inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt til den pågældende grundejer.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 127, stk. 1, frit råde over det nedlagte vejareal, hvis vejen ikke opretholdes som privat fællesvej eller privat vej. Efter § 127, stk. 2, har kommunalbestyrelsen ansvaret for matrikulær berigtigelse af de ændrede ejendomsretlige forhold i forbindelse med nedlæggelsen. Endelig kan ledningsejere ved nedlæggelse af vejarealer efter § 127, stk. 3, kræve, at kommunalbestyrelsen lader en ledningsdeklaration tinglyse på arealet. Ledningsejeren afholder de udgifter, der er forbundet med tinglysningen.