Musikken blev skruet ned, da det uventet bankede på døren til Lejre Fitness. Ind kom borgmester Tina Mandrup – og med sig havde hun en ganske særlig pris.
Foreningsprisen tildeles Lejre Fitness, hvor formand Morten Sejerøe tog imod. Prisen får de bl.a. fordi foreningen på kort tid er blevet et samlingssted i vores by, har skabt mangfoldighed i træningstilbud og spreder bevægelsesglæde til unge som voksne i kommunen.
Lederprisen går til Mai Klærke fra Hvalsø Løbeklub. Mai blev indstillet til prisen med ordene:
"Mai Klærke Mikkelsen er et fund som formand for Hvalsø Løbeklub, og vi føler os meget heldige over, at hun er vores formand – og har været det de sidste knap 4 år. Mai er fuld af energi, engagement og gode idéer, som ikke mindst er mundet ud i trailløbet Musvågen Skovløb, som nu er blevet afviklet tre gange med op til 360 deltagere i vores lokale skov fra kl. 5 om morgenen for ultraløbere til ud på eftermiddagen. Løbere, deres familier og frivillige hygger til afterrun med grillpølser og noget koldt at drikke efter et velorganiseret og veloverstået løb. Et løb, der tilmed på Mais initiativ opererer med bæredygtighed – både ift. antal frivillige og måden, løbet afvikles på."
Trænerprisen går til Tina Plank fra Hvalsø Gymnastikforening. Hun får prisen for sin utrættelige og inspirerende træning, for sit store engagement og fordi hun skaber træningsforløb, der ikke bare gør folk sundere, men også gladere.
Folkeoplysningsudvalgets Lederpris og Trænerpris blev uddelt af udvalgets formand William S. Jakobsen.
Frivillighedsprisen uddeles fredag den 27/9 kl. 17 til Frivillig Fredagsbar på Domus Felix. Arrangementet, der fejrer alle de frivillige i Lejre Kommune, starter kl. 16 og slutter kl. 18.30.
Se mere om arrangementet her