Nye og tykkere bioposer er på vej

Publiceret 29-10-2024

Lejre Kommune har lyttet til de borgere, der synes, de grønne bioposer er for tynde. De nye bioposer er derfor i en tykkere kvalitet og har en forbedret holdbarhed

De nye poser til madaffald vil blive husstandsomdelt. Mangler du poser, så bind en af dine sidste grønne poser på affaldsbeholderen, så lægger skraldemanden automatisk nye poser ved næste tømning. Du kan også hente poser på begge rådhuse, på genbrugspladsen og dit lokale bibliotek. Du kan sagtens fortsat bruge dine ”gamle” poser.

De nye poser er købt i samarbejde med Roskilde Kommune. Derfor står begge kommuner på poserne.

Fakta om vores poser til madaffald:

  • Poserne til madaffald indeholder med garanti ikke traditionel plast. Poserne er certificerede efter den europæiske standard EN13432. Det betyder, at poserne består af bionedbrydelige polymerer, der kan spises af mikroorganismer. Derfor efterlader poserne ikke spor af mikroplast eller giftige rester.
  • Det tager ca. ét år for bioposen at forsvinde helt i naturen. Til sammenligning tager det op mod 400 år for almindelige plastposer.
  • Bioposerne består af bionedbrydelige og komposterbare polymerer (ca. 40 procent) og stivelse (ca. 60 procent). De fornybare råvarer, der bliver brugt til bioposerne, er en blanding af cellulose, glycerin og naturlige fyldstoffer. Stivelsen i poserne udvindes af forskellige afgrøder som fx majs.
  • Poserne er ikke lavet af 100 procent biobaseret materiale. Det skylds, at det er i dag ikke muligt at producere en komposterbar bio-affaldspose, som man kan bruge til at indsamle madaffald i, uden at råvarerne stammer delvist fra fossile materialer.

Hvordan bruger jeg poserne bedst?

  • Skift din pose til madaffald minimum hver anden dag.
  • Overfyld aldrig posen til madaffald.
  • Slå en "ballonknude" på den, inden du lægger den i affaldsbeholderen.
  • Læg et stykke køkkenrulle i bunden af posen for at suge væske.
  • Derudover er det en rigtig god idé at lade fugtigt affald dryppe af, inden det kommer i posen. Så mindsker du risikoen for, at posen til madaffald lækker.