Fem idrætshaller er lukket til efter efterårsferien

Publiceret 10-10-2024

Nye problemer med en lampe betyder, at hallerne lukkes midlertidigt.

Onsdag knækkede en bolt i ophænget til en af lamperne i Lejre Hallen. Lampen blev hængende, og ingen kom til skade. Alligevel besluttede Lejre Kommune at lukke hallen foreløbig af hensyn til brugernes sikkerhed.

I dag har kommunen så holdt møde med det firma, som har sat lamperne op. På den baggrund har Lejre Kommune besluttet, at fem haller skal holde lukket frem til udgangen af uge 42. I mellemtiden vil alle lamper blive gennemgået, og kommunen vil sammen med en ekstern rådgiver sikre, at de hænger, som de skal.

Det er disse fem haller, der lukkes:

  • Bramsnæsvig hallen  
  • Osted hallen  
  • Trællerup hallen  
  • Sæby Gershøj hallen  
  • Lejre hallen

Det er kun selve halområderne, der lukkes. Gangarealer, multirum, fitnessrum mv. kan fortsat benyttes. Dette vil fremgå af opslag ved indgangene.

Fire af hallerne måtte for nylig lukkes på grund af en anden fejl ved lampernes ophæng. Den nye fejl betyder, at vi nøje vil gennemgå, om lamper og ophæng lever op til Lejre Kommunes krav til sikkerhed.

 

Centerchef: Vi tager det meget alvorligt 

Jessie Lynggaard er chef for Center for Ejendomme, og hun understreger, at Lejre Kommune tager sagen meget alvorligt: 

“Nu er det anden gang, at vi konstaterer problemer med monteringen af vores nyrenoverede belysning i fem haller. Derfor er vi nødt til at gennemgå det udførte arbejde og tage de skridt, som er nødvendige, for at vi kan være helt sikre på, at vores haller er sikre at færdes I". 

Lejre Kommune forventer, at hallerne kan genåbne mandag den 21. oktober fra morgenstunden, og vi beklager de gener, som lukningerne medfører.

I næste uge har Lejre Kommunes skoler og mange foreninger efterårsferie, og derfor er det forholdsvis få aktiviteter, som vil blive berørt.

Hasse Kürstein fra Lejre Kommunes Center for Kultur & Fritid kan kontaktes på 2489 4238, hvis der er spørgsmål.