Tillykke til 13 gazeller i Lejre Kommune

Publiceret 28-11-2024

Der er både et tomandsfirma og en international virksomhed på listen over årets gazeller.

Dagbladet Børsen har netop offentliggjort årets liste over gazellevirksomheder. Hele 13 lokale Lejre-virksomheder får en gazellestatuette, som er en slags ’Oscar’ for virksomheder, der har opnået høj vækst.

For at gøre sig fortjent til titlen som gazelle skal virksomheden opfylde en række krav; blandt andet skal den mindst have fordoblet sin omsætning i løbet af de seneste fire år. Og årets liste understreger, at byggeriet er et af de områder, hvor der er gang i væksten i Lejre Kommune. De 13 gazeller er i alfabetisk rækkefølge: 

  • Alice TMS A/S
  • AR Maskinservice ApS
  • Concretehead ApS
  • Digital Montøren ApS
  • Krog & Erichsen ApS
  • MK Fjordens Byggeentreprise ApS
  • PR SIKRING ApS
  • Teak Gruppen ApS
  • Tholstrup ApS
  • Tømrer og snedkerfirmaet Brdr. Nymann ApS
  • Tømrermester Anders Seierskilde ApS
  • Tømrermester RFA ApS
  • Vestergaard Company A/S

Tina Mandrup, borgmester, ønsker de 13 gazeller tillykke:

"Det er virkelig flot! Jeg er utrolig glad for, at virksomheder ser Lejre Kommune som et attraktivt sted at slå sig ned, og at de også kan se potentialet for at udvide deres aktiviteter her. Det vidner om et stærkt erhvervsmiljø, som vi skal værne om og udvikle."

Grethe Saabye, formand for Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal Omstilling, tilføjer:

"Selv om der er en del gazeller fra byggebranchen, er det samlede felt mangfoldigt. Og sådan er erhvervslivet i Lejre Kommune: En blanding af små og store virksomheder på tværs af brancher. Det stiller krav til Lejre Kommunes erhvervsservice, og jeg ved, at vi hver eneste dag er på tæerne for at imødekomme de mange forskellige behov, som virksomhederne har."

Både borgmesteren og udvalgsformanden glæder sig til at fejre og hylde de 13 gazeller, når Lejre Erhvervsforum holder sin traditionsrige nytårskur den 7. januar. 

Kriterierne for at blive en Gazelle kan ses på Børsens hjemmeside.