Lejre Kommune ønsker at borgere og grundejere får information om, hvordan de kan forbygge skader og gøre skaderne mindre, hvis der kommer oversvømmelser som følge af stormflod, skybrud og højtstående grundvand.
Det er grundejerens ansvar at sikre sin bolig og ejendom, og det er en rigtig god idé at gøre det. Hvis man ikke gør det, kan det have økonomiske konsekvenser.
Derfor har Lejre Kommune udsendt et brev, der informerer om, hvad man kan gøre, hvis vandet kommer – og har på lejre.dk samlet relevante informationer.
Information om forberedelse
Med klimaforandringerne følger mere vand. Vandstanden i havene stiger, vi vil opleve flere og mere voldsomme storme og skybrud, 100-års hændelser kan komme hyppigere, og det kan føre til oversvømmelse langs vandløb og lavninger i terrænet. Derfor stiger risikoen for lokale oversvømmelser.
”Det er vigtigt, at alle borgere forbereder sig og overvejer, hvad der er relevant at gøre i deres situation. Jo mere forberedte vi alle er, des bedre kan vi håndtere situationen. Derfor informerer vi nu alle borgere. Hensigten er ikke at skabe frygt eller unødig bekymring, men at komme godt i gang med at vandsikre. Center for Teknik og Miljø er klar til at svare på spørgsmål fra borgere,” fortæller Bjørn Lykke Sørensen, der er formand for Udvalget for Trafik, Miljø & Byggeri.
Ansvar for vandsikring
Brevet informerer også om, hvad der er borgernes, grundejernes og virksomhedernes ansvar, og hvad der er kommunens.
Lejre Kommunes opgave er i første omgang at sikre kritisk infrastruktur samt kommunens bygninger og værdier. Derfor er det vigtigt, at folk også selv er forberedte, så beredskabet kan koncentrere sig om de steder, hvor der er mest brug for hjælp.
Behovet for at arbejde med vandsikring er forskelligt alt efter, hvor man bor. På Lejre.dk /bovandsikkert er der et link til et kort, der viser, hvor udsat ens bolig er. På kortet vises konsekvenserne ved både øget nedbør og ved stigning i hav, åer og grundvand.
Mere information
Du kan finde mere information om klimatilpasning på Bo vandsikkert. Her finder du også gode råd om, hvordan du forebygger skader.