Lyssignalet er af ældre dato, og det har i nogen tid været plaget af tekniske fejl. Signalet har fungeret ved, at spoler i vejen registrerede trafikken. Spolerne er flere gange gået i stykker, og det har betydet, at kun få biler kunne komme gennem krydset ad gangen. Nu er spolerne blevet udskiftet, og fremover styres lyssignalet via kameraer, som er opsat på masterne. Samtidig er hele styreapparatet blevet udskiftet, og dermed bør trafikken glide en hel del lettere.
Formanden for Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri, Bjørn Lykke Sørensen, hilser forbedringen velkommen:
”Jeg ved, at mange har været trætte af at holde for længe ved trafiklyset. Især i myldretiden kan det jo være stressende at holde i kø – og især hvis man kan se, at det skyldes et lyssignal, som ikke virker efter hensigten. Derfor er jeg også glad for, at vi nu har fået et helt nyt styresystem”, siger udvalgsformanden.