Ny klimamedarbejder med fokus på landbrug

Publiceret 05-03-2024

Lotte Ruegaard Petersen er netop begyndt som klimamedarbejder i Lejre Kommune. Hendes hovedopgave bliver at samarbejde med landmænd i kommunen om den grønne omstilling. 

”Når det handler om klimaet, er der mange, der taler om landbruget og til landbruget. Men der er færre, der taler med landmændene selv. Det vil vi gerne gøre noget ved i Lejre Kommune”.  

omtil med

 

Sådan siger borgmester Tina Mandrup, som netop har budt velkommen til Lejre Kommunes nye klimamedarbejder, Lotte Ruegaard Petersen.  

 

”Lotte vil indgå i vores klimateam, og sammen med sine kolleger vil hun løfte de vigtige opgaver, vi har foran os på klimaområdet”, forsætter Tina Mandrup. 

 

Respektfuld dialog 

En af de vigtigste opgaver for Lotte Ruegaard Petersen bliver at være i dialog med landmændene om de udfordringer og muligheder, som den grønne omstilling fører med sig. Landbruget står for omkring en fjerdedel af de samlede CO2-udledninger i Lejre Kommune og fylder derfor en del i kommunens klimaplan.  

 

Formanden for Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal Udvikling, Grethe Nørtoft Saabye, understreger, at ansættelsen af den nye medarbejder skal ses som en håndsrækning til såvel klimaet og biodiversiteten som til landbrugserhvervet: 

 

”Det er en enorm udfordring, landbruget står over for i de kommende år. Som kommune vil vi gerne bidrage til klimavenlige løsninger, der samtidig er med til at sikre, at landmændene også fremover har et eksistensgrundlag. Det skal ske i en respektfuld dialog, hvor vi husker, at landmændene er eksperterne på deres eget felt. Og jeg er sikker på, at Lotte Ruegaard er den helt rigtige til at lytte, inspirere, skabe samarbejde og etablere netværk”, siger Grethe Nørtoft Saabye. 
 

 

Lavbundsjorde og skovrejsning 

Lotte Ruegaard Petersen har en kandidatuddannelse i miljøplanlægning fra Roskilde Universitet. Hun er nu i gang med en ph.d-afhandling – netop med fokus på lokale samarbejder om, hvordan arealer skal anvendes. 

 

Og det emne er høj grad relevant i hendes nye job. For her kommer hun til at arbejde bredt med, hvordan arealer i Lejre Kommune kan anvendes. Konkret kan det f.eks. handle om udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning, og hvordan vi får skabt mere biodiversitet.  Og det kan handle om, hvordan områderne samtidig kan tjene rekreative formål.  

 

Indtil for nylig boede Lotte Ruegaard i Kisserup, og i dag bor hun med familien lige uden for Hvalsø, så hun er altså godt stedkendt i kommunen. 

 

”Jeg glæder mig meget til at opdyrke og styrke dialogen med alle de mange landmænd, lodsejere og andre engagerede aktører i Lejre Kommune. Den grønne omstilling er nyt land for os alle sammen, og netop derfor skal løsningerne findes i fællesskab. Det handler ikke mindst om, at vi taler sammen og udveksler viden og ideer”, understreger hun. 

 

Alle er velkomne til at kontakte Lotte Ruegaard, for eksempel for at aftale et møde. Hun kan nås via email på lorpe@lejre.dk eller på telefon 2179 6421.

lorpe@lejre.dk