Når børn skal over vejen, kan de have svært ved at vurdere, hvor hurtigt biler og cykler kommer kørende, fordi børnene endnu ikke har så stor erfaring med at færdes i trafikken.
For at minde os alle om, at vi skal være særligt opmærksomme netop ved skolestart, hænger Lejre Kommune vejplakater op ved skolerne og inviterer alle de nye 0. klasser til en trafikkonkurrence, der skal støtte den gode adfærd i trafikken. Kampagnen er lavet af Rådet for Sikker Trafik.
”En god skolestart er en sikker skolestart. Derfor støtter vi naturligvis op om kampagnen ”Børn på Vej”. Med kampagnen støtter vi børnehaveklasselærernes trafikundervisning og opfordrer skolerne til at sætte trafik på skemaet. Vi uddeler gule refleksveste til alle vores nye 0. klasser og udlodder en præmie til den klasse, der vinder trafikkonkurrencen. Jeg glæder mig meget til at skulle overrække præmien på 1.000 kr., som klassen må bruge, som de har lyst til,” fortæller borgmester Tina Mandrup.
Klasserne deltager i konkurrencen ved at løse opgaverne i ”Min trafikbog”, som alle 0. klasser får uddelt.
Teenagere kommer oftest til skade
Foruden den landsdækkende kampagne er politiet også til stede ved mange skoler i august for at stoppe dem, der kører for stærkt, er uopmærksomme eller har glemt selen på dem selv eller deres barn.
Den store fokus på de nye skoleelever er med til at sikre, at de fleste kommer trygt og sikkert gennem trafikken. Men det er også vigtigt, at de voksne trafikanter holder et ekstra øje med de ældre elever, som de møder på deres vej. For teenagerne kommer oftere til skade i trafikken end de yngste elever, viser ulykkestallene fra Vejdirektoratet.
”Mange tænker nok, at teenagerne har helt styr på trafikken. Men de 13-16-årige børn har endnu ikke udviklet det overblik, der gør, at de kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Fx hvis de ikke bruger cykelhjelm, eller hvis de skriver sms'er, mens de cykler eller går over vejen. Så hold godt øje med alle børn,” lyder opfordringen fra Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Vil du lære dit barn at færdes sikkert i trafikken?
• Træn skolevejen til fods med dit barn - sådan gør du.
• Lær dit barn at cykle sikkert til og fra skole - sådan gør du.
Om kampagnen
Kampagnen ”Børn på vej” har fokus på, at vi skal holde et ekstra øje med de børn og unge, som vi møder i trafikken. Hvor de yngste elever har meget lidt erfaring med at gå og cykle i trafikken, så kan teenagere være mere risikovillige og uopmærksomme på grund af venner eller mobilen.