Siden november 2023 har Lejre Kommune udstedt såkaldte fritvalgsbeviser til borgere, som ønsker et privat alternativ til den kommunale hjemmepleje.
Fritvalgsbeviserne giver borgerne mulighed for selv at indgå en aftale med et privat firma om praktisk hjælp i hjemmet. Desværre er det meget svært for borgerne at finde et firma, som vil påtage sig opgaven til den pris, som står på beviset. Det betyder, at borgerne i øjeblikket ikke reelt har et frit valg, og det ærgrer Lejre Kommunes borgmester, Tina Mandrup:
“Som Venstreborgmester havde jeg selv sagt meget gerne set, at vi kunne tilbyde borgerne det frie valg. Men vi bestemmer ikke selv taksten på fritvalgsbeviserne. Loven dikterer, hvordan taksten skal udregnes, og KL har sammen med revisionsfirmaet BDO udarbejdet en detaljeret vejledning, som vi følger”, siger hun og tilføjer:
“Nogle har spurgt, om Lejre Kommune bevidst arbejder med en kunstig lav takst, og om der er tale om en spareøvelse. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg håber, at vi ved at lægge vores beregninger åbent frem kan få skabt tillid til tallene. Og i øvrigt er der ingen besparelse i at holde opgaven på kommunens hænder.”
Det siger reglerne
Reglerne om beregningsgrundlaget er fastsat i § 4 i bekendtgørelse 2013-03-26 nr. 344 om frit valg af leverandør af hjemmehjælp og fritvalgsbevis.
Taksten på fritvalgsbeviset skal svare til Lejre Kommunes egne omkostninger ved at levere hjemmepleje. Det betyder også, at Lejre Kommune ikke blot kan hæve taksten, så det bliver mere attraktivt for private virksomheder at byde ind; det vil være i strid med bekendtgørelsen.
Hvornår er taksten beregnet?
Kommunalbestyrelsen godkendte den nuværende takst den 27. november 2023.
Vi genberegner taksten en gang årligt, næste gang til efteråret. Og hvis tallene ændrer sig, justerer vi naturligvis taksten tilsvarende.
De konkrete tal
Selve beregningen er foretaget i et regneark, som KL og BDO har udarbejdet.
Timeprisen udregnes ved at dividere Lejre Kommunes samlede udgifter til hjemmeplejen med de timer, som Lejre Kommune har bevilget (i fagsprog: visiteret) til borgerne.
For Lejre Kommune er hovedtallene:
Samlede udgifter = 50.623.024 kr. (samlede udgifter i regnskab 2022)
Visiterede timer = 128.562 timer (afregnede timer med Lejre Kommunes hjemmepleje i 2022)
Når timerne fordeles ud på de enkelte typer af hjælp, giver det disse takster:
|
2022-tal
|
2023/24 (pris- og lønreguleret)
|
Praktisk hjælp
|
304,30 kr.
|
316,69 kr.
|
Praktisk hjælp, øvrig tid
|
429,45 kr.
|
446,93 kr.
|
Personlig pleje
|
354,99 kr.
|
369,43 kr.
|
Personlig pleje, øvrig tid
|
490,15 kr.
|
510,10 kr.
|
(“Øvrig tid” er timer udenfor normal arbejdstid. Dvs. efter kl. 17 i hverdage, hele weekenden og på helligdage.)
Hvad er med i samlede omkostninger?
De samlede omkostninger opdeles i fire kategorier:
Direkte omkostninger
|
47.062.394 kr.
|
Indirekte omkostninger
|
1.628.634 kr.
|
Fællesomkostninger
|
849.961 kr.
|
Overhead
|
1.082.034 kr
|
Samlede udgifter
|
50.623.024 kr.
|
Forklaring til kategorierne:
- Direkte omkostninger
Her er medregnet løn, herunder køretid, udgifter til vikarbureau samt andre udgifter, der direkte knytter sig til driften af hjemmeplejen.
- Indirekte omkostninger
Det er f.eks. udgifter til tjenestebiler, hjemmeplejens udgifter til husleje, vand, strøm osv.
- Fællesomkostninger
Til denne kategori hører udgifter, der skal fordeles mellem hjemmeplejen og andre driftsenheder. Konkret er det udgifter til arbejdsskadeforsikring og barselspulje
- Overhead
Overhead dækker de omkostninger, der ligger udover ældreområdet og omfatter hjemmeplejens ressourcetræk på stabsfunktioner som IT, økonomi og HR.
Det samlede ark med alle beregninger ligger her. (Det fylder over 48 MB og kan derfor være længe om at åbne på computeren.)