Dyr i haven tiltrækker rotter

To gange årligt informerer kommunerne om, at rotter er et fælles ansvar. Som borger skal du derfor melde det til kommunen, når du ser en rotte, eller tegn på rotter.

Skrevet den. 12. maj 2020

Som grundejer har du også pligt til at renholde og rottesikre din ejendom.

Hvis du fodrer dyr i haven, enten fordi du holder dyr i haven, eller fodrer havens fugle, kan det tiltrække rotter. Det kan for eksempel være kaniner, høns, hunde og fugle. Husk at rotten er altædende og derfor også spiser æg, kyllinger og andre dyreunger, hvis de kan komme til dem. Du bør derfor sikre dit dyrehold bedst muligt.

Følg disse gode råd, for at mindske risikoen for, at rotterne slår sig ned:

  • Brug fintmasket net til indhegning/bur

  • Hæv hønsehuset eller kaninburet fra jorden

  • Alle sider af indhegningen sikres – også toppen og bunden, husk at stolper og bagside af huset skal være inden for hegnet

  • Foder opbevares i rottesikre beholdere

  • Læg ikke mere foder ad gangen end dyrene kan spise på en time, også på foderbrættet

  • Ekskrementer er også foder for rotten:.

    o   Husk at hundelorte og fuglefoder, f.eks. solsikkefrø og mejsebolde, også ædes af rotter.

    o   Foderrester og ekskrementer skal lægges i en rottesikker kompostbeholder eller til affald.

Undersøg om din grundejerforening har særlige krav og regler.

Du kan læse mere om rotter, gode råd til rottesikring, kommunens handlingsplan, lovgivningen m.m. her.

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk