Besøgsrestriktioner på plejecentre i Lejre Kommune ophæves

Nu kan pårørende igen besøge deres nære på Lejre Kommunes plejecentre. Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig i dag meddelt Lejre Kommune, at de midlertidige besøgsrestriktioner, som blev indført den 17. december 2020, ophæves med øjeblikkelig virkning.

Skrevet den. 19. februar 2021

De midlertidige besøgsrestriktioner indebar bl.a., at beboerne kun kunne få besøg af to nære pårørende ad gangen. 

Borgmester Carsten Rasmussen hilser styrelsens beslutning meget velkommen.

”Det er utrolig glædeligt for de ældre og deres pårørende, at besøgende nu igen har adgang til vores plejecentre uden at skulle være begrænset af de midlertidige besøgsrestriktioner”. 

Også formanden for Udvalget for Social, Sundhed & Ældre, Mikael Ralf Larsen, er glad for beslutningen.

”Vi spejder alle efter lys for enden at tunnelen – og ophævelsen af de midlertidige besøgsrestriktioner er et vigtigt skridt på vejen”.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ved beslutningen lagt vægt på, at 94% af beboerne på plejehjem i Lejre Kommune er færdigvaccineret mod Covid-19 for mere end en uge siden, hvorfor fuld effekt af vaccinen vil være indtrådt.

Besøg skal fortsat gennemføres på en forsvarlig måde

Institutionsledelsen er naturligvis fortsat forpligtet til at sikre, at besøg på både indendørs og udendørs arealer gennemføres på en forsvarlig måde, og at besøg sker under behørig hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. 

Læs mere herom på https://www.sst.dk/da/corona

 

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk