Aktivitetscentrene klar med omfattende program

Nu er årsprogrammet 2020-2021 for aktivitetscentrene i Lejre Kommune klar. Programmet er spækket med forskellige aktiviteter i alle former, og det kan både læses online og hentes på et af de fem aktivitetscentre.

Skrevet den. 1. juli 2020

Fra august kan pensionister og førtidspensionister igen spille bridge eller lave pileflet. De kan dyrke yoga og lave gule ærter - og det er bare nogen af de mange aktiviteter i det omfattende program. Programmet tager højde for myndighedernes corona-anbefalinger, så alle i fællesskab kan passe på hinanden.  

Lejre Kommunes fem aktivitetscentre er et tilbud til pensionister, førtidspensionister og efterlønsmodtagere. Her handler det b.la. om at skabe aktiviteter, samvær, motion og venskaber på tværs af kommunens 49 landsbyer.

Stærkt frivilligt samarbejde trods Corona
Årsprogrammet bliver udarbejdet af et udvalg af meget engageret gruppe frivillige, der sammensætter de mange aktiviteter. Det færdige resultat er på 80 sider og indeholder alt fra videoredigering og salsa til kortklub og vandreture.

Mikael Ralf Baade Larsen, som er formand for Udvalget for Social, Sundhed og Ældre, er imponeret over både indsatsen og resultatet:

”Jeg synes, det er stærkt, at det er lykkedes de frivillige i bladudvalget at sammensætte så omfattende et program på de meget svære betingelser. Mange af brugerne har virkelig savnet samværet og aktiviteterne. Så jeg er glad for, at de fem aktivitetscentre snart igen vil fyldes af liv og godt humør”.

For de frivillige i bladudvalget har coronaens indtog i hverdagen betydet, at de har været nødt til at sidde hver for sig arbejde med de aktiviteter, der bliver meldt ind fra foreninger og frivillige organisationer. Nogle aktiviteter er blevet aflyst eller udskudt af hensyn til sikkerheden for den enkelte borger. På trods af de begrænsninger, som corona-epidemien medfører, er det alligevel lykkedes at få et rigtig flot årsprogram flettet sammen.

”Mange af aktivitetscentrenes brugere er selv i en risikogruppe. Derfor er der naturligvis stadig en del fysiske aktiviteter, der ikke kan gennemføres, fordi vi stadig skal passe godt på hinanden. Men forhåbentlig bliver de også mulige igen i en ikke alt for fjern fremtid” siger Michael Ralf Baade Larsen.

Find dit program på nærmeste aktivitetscenter - eller på nettet
Årsprogrammerne er klar til afhentning på de fem aktivitetscentre. Programmerne ligger i en aviskasse udenfor og kan afhentes, lige når det passer. Borgere opfordres til at tage et program med til deres nabo eller andre, der har svært ved selv at hente det.

I aviskasserne ligger også en folder, der giver mere information om Ældrerådet i Lejre Kommune. 

Programmet er også tilgængeligt online på www.aktivitetscentre.dk, og man kan læse mere om Ældrerådet på https://www.lejre-aeldreraad.dk/

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk