Fair udligning? Lejre Kommune inviterer til borgermøde onsdag

29 millioner kroner – så meget står Lejre Kommune til at miste på den nye udligningsreform. Men hvad er logikken? Bliv klogere, når kommunen inviterer til borgermøde på onsdag den 26. februar. En af landets førende eksperter er med på mødet.

Skrevet den. 21. februar 2020

De 29 millioner kroner svarer til at lukke et helt ældrecenter eller nedlægge 60-70 stillinger i folkeskolen.

Hvordan er regeringen nået frem til, at vi skal betale? Og er det rimeligt, at vi i Lejre Kommune skal skære i velfærden, når vi i forvejen har lavere serviceniveau og højere kommuneskat end mange af de kommuner, som vi skal betale til?

Bliv klogere, og deltag i debatten, når vi holder borgermøde om udligningsreformen 

Onsdag den 26. februar kl. 19 - 21
i Hvalsø Kulturhus, Skolevej 12 i Hvalsø

På mødet vil der være oplæg ved borgmester Carsten Rasmussen og Arne Ullum, chefredaktør hos NB Økonomi og ekspert i udligningsreformen. Han vil fortælle, hvad der er op og ned, og hvorfor Lejre Kommune rammes så hårdt i regeringens udspil.

Tilmelding ikke nødvendig.

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk