Degnejorden bliver både leje- og ejerboliger

Lejre Kommune sælger Degnejorden til ejendomsfonden Core Bolig X, som forvaltes af Core Property Management. Køberen har klare visioner for det nye bæredygtige boligområde i Lejre By. Salgsprisen er på godt 52,2 millioner kroner.

Skrevet den. 17. december 2020

Ejendomsfonden Core Bolig X har vundet udbuddet om Degnejorden og betaler i alt 52.272.000 kr. til Lejre Kommune. På de knapt 48.000 m2 skal der bygges en moderne landsby med rum til fællesskab, natur mellem husene og nærhed til resten af Lejre By. I alt modtog kommunen fire forskellige tilbud på Degnejorden.

Lejre Kommunes borgmester, Carsten Rasmussen, siger om salget:

”Det er en god aftale. Jeg er glad for, at vi har fundet en køber, som vil betale, hvad det attraktive område er værd. Og det har samtidig været afgørende, at Core Property Management har stor forståelse for ånden i Vores Sted. Grundtankerne om bæredygtighed og fællesskab afspejles tydeligt i købstilbuddet

Lokal ildsjæl med i ledelsen

Core Property Management er ejet af Nykredit, Sydbank, Spar Nord og selskabets ledelse.

Ejendomsfonden er nr. 10 i rækken og er ved at investere godt 3 mia. kroner i boligprojekter fordelt i det Storkøbenhavnske område. 

Med i ledelsen er John Fisker Bødker, som er direktør og partner og i øvrigt selv bor i Kattinge i Lejre Kommune.

”Degnejorden skal henvende sig til både børnefamilier og seniorer. Vi ved, at der er mange, som gerne vil bo på lidt mindre plads, efter at børnene er flyttet hjemmefra. Derfor vil nogle af boligerne være indrettet med seniorlivet for øje”, John Fisker Bødker.

”Vi ønsker at skabe et boligområde, som falder naturligt ind i landskabet. Med byggeriet skaber vi mulighed for, at der opstår stærke fællesskaber i hverdagen, og at der f.eks. kan være delebiler og andre former for deleøkonomi”.

Han understreger også, at byggeriet vil tage hensyn til dem, der i dag bor i nærheden: 

”De nuværende naboer vil især få udsigt til boliger i én etage. Nogle af husene vil være på halvanden etage, og de vil så vidt muligt blive placeret, så ikke de generer udsigten. Vi lægger også vægt på, at de træer, vi planter, ikke kaster skygge over nuværende boligområder”.

Core Bolig X samarbejder med LINK arkitektur. Herfra siger Kristina Jordt Adsersen, som er segmentchef bolig:

”Visionen er at lade naturen være definerende for stedets arkitektur og identitet og lade bebyggelserne blive dannet i klynger indpasset i landskabet. Vores ønske er at skabe et boligområde, der giver merværdi til beboerne og mulighed for at udnytte naboskabet med den øvrige Lejre By.” 

Lejeboliger og bofællesskab

Ejendomsfonden vil selv opføre lejeboliger på Degnejorden. Samtidig ønsker Core Bolig X at videresælge en del af området til Degnejordens Bofællesskab, som er en sammenslutning af borgere med Henrik Svanholm i spidsen. Det vil kræve dels en tilladelse fra kommunen, dels at bofællesskabet selv kan rejse den nødvendige kapital. Ellers vil ejendomsfonden selv opføre ejerboliger på det område, som de har givet bofællesskabet forkøbsret til. 

Borgmester Carsten Rasmussen siger:

”Jeg ved, at Degnejordens Bofællesskab har været interesseret i at købe en del af Degnejorden. Hvis Core Bolig X søger om det, vil vi så hurtigt som muligt behandle sagen i Kommunalbestyrelsen. Jeg kan naturligvis ikke sige, hvad udfaldet bliver, men som jeg ser det, vil det passe fint med de visioner, som Lejre Kommune har for området”. 

Core Bolig X vurderer, at boligerne på Degnejorden vil være klar til indflytning omkring slutningen af 2022. 

Se planerne, som Core Bolig X og LINK-arkitektur har udarbejdet for Degnejorden

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk