Tip Kommunen bliver til Tip Lejre

Mobilapp’en Tip Kommunen erstattes nu af en ny med navnet Tip Lejre. Der er en række ændringer i selve app’en, men budskabet er stadig det samme: Send os et tip, hvis du oplever fejl og mangler på veje og fortove, gadebelysning eller i natur og parker.

Skrevet den. 8. april 2020

Borgerne kan tippe kommunen om så forskellige ting som gadebelysning, som ikke virker, brønddæksler, der ikke er på plads, huller i vejen, grene, der spærrer for fortovet – eller affald, der flyder på grønne områder.

”Tip Lejre er et nyttigt værktøj i hverdagen. Det gør det nemt for borgerne at fortælle om de ting, de støder på i gadebilledet. Samtidig får vores ansatte et overblik over opgaverne ude i lokalområderne – og på den måde også over, hvem der kan gøre noget ved problemerne. Så med andre ord kan man sige, at Tip Lejre gør det lettere for  borgerne og vores medarbejdere at passe på Vores Sted i fællesskab”, siger borgmester Carsten Rasmussen.

I en tid, hvor mange medarbejdere er sendt hjem, fortsætter Vej & Park udendørs med at holde kommunens arealer ved lige. Samtidig har mange borgere lige nu ekstra tid til at bevæge sig rundt udendørs. Derfor håber kommunen, at mange borgere vil downloade og benytte app’en.

Den nye version af app’en er bygget op, så borgerne ikke mere behøver skrive, hvor problemet er. App’en er knyttet op på telefonens GPS, og brugeren kan derfor blot trykke på et kort. Desuden er der nu også mulighed for at se de tip, der allerede er meldt ind. Samtidig får brugeren et hurtigt overblik over egne tips.

I den nye app kan brugerne tilføje et billede af det, de melder ind. Et tilknyttet billede gør sagsbehandlingen lettere, fordi det hjælper med hurtigt at kunne vurdere, hvad der videre skal ske.

Den gamle app Tip Kommunen fungerer ikke længere. Den nye - Tip Lejre - kan hentes gratis i App Store eller på Google Play.

Fakta

  • Har du en smartphone, kan du døgnet rundt tippe Lejre Kommune om fejl og mangler på veje og i naturen.
  • Hent den gratis app Tip Lejre i App Store (for Iphone-brugere) eller i Play butikken (for Android-telefoner)
  • For dem, der hellere vil bruge computeren, fungerer Tip Lejre på samme måde som i den mobile version. Find Tip Lejre på www.lejre.dk/tiplejre.
  • Med Tip Lejre vil du have mulighed for at se, hvilket tip der allerede er meldt ind. På den måde minimeres indmelding af samme tip.
  • Med Tip Lejre får du overblikket over dine tips samlet i selve appen
  • Med Tip Lejre skal du indmelde, hvad selve problemet er – app’en registrerer selv, hvor du befinder dig.
  • Hvis du oplyser din mailadresse, vil du som i den gamle app modtage besked, når opgaven er modtaget, og når opgaven er udført.

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk