Fælles fremstød for støtte til det lokale erhvervsliv

”Handl lokalt” – det er opfordringen i et nyt fælles fremstød fra Lejre Erhvervsforum og Lejre Kommune. 200 plakater er på vej op i butikker og på virksomheder i hele kommunen. Og en ny Facebook-video skal understrege budskabet.

Skrevet den. 23. april 2020

Mange virksomheder i Lejre Kommune er blevet ramt hårdt af corona-krisen: Omsætningen er dalet, og det kan blive svært at indhente det, som er tabt, selv når hverdagen engang vender tilbage.  Nu opfordrer Lejre Erhvervsforum og kommunen sammen til, at så mange som muligt tænker lokalt, når de handler. 

”Det gælder både borgerne og erhvervslivet selv. Vi kan hver især gøre en forskel, hvis vi vælger at trække på de lokale virksomheder og støtte de lokale butikker, når vi bruger penge. Regeringens hjælpepakker kan ikke dække de meget store tab, som mange af vores virksomheder lider”, siger Johan Scheel, formand for Lejre Erhvervsforum.

”Det, vi gør i dag, har en betydning senere. Det er jo Sundhedsstyrelsens budskab i forhold til at beskytte hinanden mod smitte. Men det passer i lige så høj grad på erhvervslivet. Det er nu, vi skal tænke over, hvilke virksomheder vi vil savne, hvis de lukkede i morgen. Når først de er lukket, er det for sent”, tilføjer Johan Scheel.

Der er trykt i alt 200 iøjnefaldende, grønne plakater med opfordringen til at handle lokalt. En del er allerede hængt op, og nu efterlyses der ”Handl lokalt-ambassadører”, som vil være med til at sprede budskabet. Plakaterne nævner nogle af de steder, hvor man kan finde frem til de lokale virksomheder i Lejre Kommune. Det er f.eks. på Lejre Kommunes virksomhedsportal her eller hos Lejre Erhvervsforums medlemsliste her 

Dér, hvor plakaterne er hængt op, kan borgerne desuden finde bogen ”Vores Erhvervsliv – Handl lokalt” og en helt ny guide til Fjordlandet. 

Dorte Kiilerich, der er formand for Udvalget for Erhverv og Turisme siger om det fælles fremstød:

”Det betyder faktisk noget, om vi køber ind i vores nærområde, eventuelt med hjælp fra venner og familien. Vi skal værne om vores lokale butikker og virksomheder. Det er dem, der sikrer, at vi har et godt udbud og kan få god lokal service, også når coronakrisen er overstået.”

Dorte Kiilerich understreger, at det gælder hele erhvervslivet: Fra detailhandel, håndværksvirksomheder, sundhedsbehandlere, liberalt erhverv og gårdbutikker til museer, take away fra restauranter og de mange, som lever af at tilbyde og gode og mindeværdige oplevelser:

”Jeg håber, at mange borgere i Lejre Kommune allerede nu planlægger at holde sommerferie hjemme i Danmark. Der er så mange fantastiske steder lige her hos os i Fjordlandet, som er værd at opleve. Jeg er sikker på, at der er mange, som vil blive overraskede over det mangfoldige udbud, som vores egn tilbyder på oplevelsesfronten. Og det er alt sammen med til at støtte det erhvervsliv, som er maskinrummet i vores fælles samfund.”

Plakaterne følges op af en Facebook-video, hvor Johan Scheel, Dorte Kiilerich og borgmester Carsten Rasmussen alle er med.

Lejre Kommune tog de første skridt til at hjælpe virksomhederne meget tidligt i corona-krisen: I midten af marts fik alle virksomheder et brev med et tilbud om, at Lejre Kommune kan fremrykke betalingen af fakturaer, hvis virksomhederne ønsker det. Desuden har kommunalbestyrelsen netop besluttet at fremrykke anlægsopgaver for at støtte virksomhederne og beskæftigelsen.

”Vi gør i det hele taget meget for at være en attraktiv erhvervskommune – også i en tid med coronavirus. Derfor håber jeg også, at både borgere og virksomheder vil tage godt imod det nye fælles fremstød”, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Bemærk: Denne henvendelse understøtter ikke sikker post. Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, såsom cpr-numre, bedes du sende din meddelelse via sikker post på borger.dk