Fortidens fortællinger

Skovens rolle i 2. Verdenskrig
Under 2. verdenskrig deltog skovens folk i modstandskampen, og som en straf sprængte tyskerne i 1944 Valbourup skovridergårds stuehus i luften. Det stoppede dog ikke aktiviteterne.
Markerne omkring skovriddergården lå gemt af skoven og blev brugt til nedkastning af våben fra England. En nat var det nær gået galt da en container fyldt med våben blev hængende i sin faldskærm højt oppe i et egetræ. I ly af natten blev egetræet fældet, så man kunne få faldskærm og våben af vejen og efter befrielsen blev der fæstnet et mindesmærke på resterne af den gamle eg med indskriptionen:

1940 - 1945
TIL MINDE OM VAABENMODTAGELSERNE HER.
”MANGEN EG ER FOR UVEJRET SEGNET”

Valdemarsvejen
I den sydligste ende af Bidstrupskovene ned mod Skjoldnæsholm, kan man se rester af Valdemarsvejen, som var kong Valdemar Atterdags private vej, der gik fra Roskilde til Haraldsted.
Christian IV brolagde vejen og forsynede den med bomme, porte og bevæbnede vagter, så han kunne færdes sikkert i fred for landevejsrøvere. Blev man grebet på kongens vej, blev man straffet strengt: Hesten blev skudt, og ens vogn og last blev konfiskeret. Derfor var det afgjort bedst for den almindelige borger at bruge alfarvej, som var den offentlige vej. Denne vej kender vi i dag som Hovedvej 14. 

Kong Skinder
I Orup Skov vest for Osted, ligger fem gravhøje fra sten- og bronzealderen, hvor der bl.a. ligger en langdysse med 35 randsten, der står på deres oprindelige plads. Denne høj kaldes Kong Skinders Høj og sagnet fortæller at man på månelyse nætter kan se Kong Skinder ride omkring på sin hvide hest med hovedet under armen.   

Helvedeskedlen 
Efter sidste istid, da isen trak sig tilbage, efterlod den nogle kæmpe dødisklumber som blev begravet under jorden.  
Senere da isen smeltede, blev det store hul i skoven dannet og det har gennem tiden givet anledning til mange gode historier.
En af dem fortæller, at der hvert 9. år skulle ofres 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 høge eller haner i Helvedeskedlen.

Nogle mener, at det er den hedenske gud Hel, der har inspireret til navnet. Hel var Lokes datter og bestyrer af dødsriget Hel, hvor man risikerede at ende, hvis man ikke døde ærefuldt i kamp. Det skulle efter sigende være et mørkt, koldt og fugtigt sted, så det er måske ikke så underligt, at man tyede til ofringer for at slippe for at ende der. Prøv at gå en tur ned i Helvedeskedlen. Stedet og historien giver en helt særlig stemning.