Bidstrupskovene

I Bidstrup Skovene findes der en særlig sammensætning af naturtyper som skov, overdrev, græsningsenge samt moser, søer og vådområder. Det betyder at området også er hjemsted for et meget varieret dyre- og planteliv, der gør Bidstrup Skovene til et yndet udflugtssted.

Bidstrup Skovene er en samlet betegnelse for de statsejede skove i det store midtsjællandske skovområde, som rummer Storskoven, Valborup Skov, Helvigstrup Skov, Ravnsholt Skov, Heide Overdrev, Avnstrup Skov og Orup Skov.
Det samlede skovområde strækker sig fra Hvalsø mod nord til Osted mod øst mens den sydlige del af skovene ender nede ved Jystrup.

Historie

I middelalderen ejede kirken store skov- og landbrugsarealer på Sjælland, som dengang hørte under den magtfulde katolske biskop fra Roskilde. Navnet Bidstrup stammer fra denne periode, og var dengang betegnelsen for biskoppens borg ved Roskilde.
Efter reformationen i år 1536 blev kirkens besiddelser konfiskeret af kongen og i 1661 skænkede Kong Frederik III skovene til Københavns borgere som tak for deres troskab og mod under Københavns belejring i svenskekrigen.
I 1995 solgte Københavns Kommune skovområdet til Staten og Bidstrupskovene hører nu under Naturstyrelsen.

Naturen

Flora

Skovene består af løvskov med store nåletræsområder. Bøgen er ubetinget den vigtigste træart i Bidstrup Skovene, og dækker omkring 40% af skovarealet.
Besøger du skovene på den rigtige årstid er skovbunden dækket af blå og hvide anemoner. Men i skovenes flora finder man også bl.a. de kødædende planter vibefedt og soldug samt lyng, blåbær og flere slags orkidéer, som vokser  i overdrevsområderne.


Hvide (nederst), den kødædende plante soldug (øverst tv.), lyng (nederst th.)

Dyreliv

Skovene har et rigt dyreliv og de er hjem for flere dyrearter som rådyr, dådyr og krondyr samt grævlinge, ræve, skovmår og egern. Dertil lever sjældne dyrearter som bl.a. den lille syvsover hasselmusen. Flere typer af de sjældne perlemorsommerfugle lever også i Bidstrupskovene og i de fugtige områder forekommer skrubtudser, spidssnudet frø, butsnudet frø, grøn frø samt stor og lille vandsalamander. 
I Bøllesø findes den fredede og rødlistede lægeigle, som munkene i tidligere tider har indført.

Der findes desuden et rigt fugleliv med gråstrubet lappedykkere, gråænder og blishøns i søerne og mange arter af sangfugle fx bogfinke, gulspurv og nattergalen. Derudover høres den sjældne sortspættes høje ”trommen” ofte.
Af rovfugle ses musvåge, spurvehøg og tårnfalk jævnligt over landskabet og om efteråret fouragerer fiskeørnen i de nærliggende skovsøer.


Sortspætten

Fortidens fortællinger

Skovens rolle i 2. Verdenskrig
Under 2. verdenskrig deltog skovens folk i modstandskampen, og som en straf sprængte tyskerne i 1944 Valbourup skovridergårds stuehus i luften. Det stoppede dog ikke aktiviteterne.
Markerne omkring skovriddergården lå gemt af skoven og blev brugt til nedkastning af våben fra England. En nat var det nær gået galt da en container fyldt med våben blev hængende i sin faldskærm højt oppe i et egetræ. I ly af natten blev egetræet fældet, så man kunne få faldskærm og våben af vejen og efter befrielsen blev der fæstnet et mindesmærke på resterne af den gamle eg med indskriptionen:

1940 - 1945
TIL MINDE OM VAABENMODTAGELSERNE HER.
”MANGEN EG ER FOR UVEJRET SEGNET”

Valdemarsvejen
I den sydligste ende af Bidstrupskovene ned mod Skjoldnæsholm, kan man se rester af Valdemarsvejen, som var kong Valdemar Atterdags private vej, der gik fra Roskilde til Haraldsted.
Christian IV brolagde vejen og forsynede den med bomme, porte og bevæbnede vagter, så han kunne færdes sikkert i fred for landevejsrøvere. Blev man grebet på kongens vej, blev man straffet strengt: Hesten blev skudt, og ens vogn og last blev konfiskeret. Derfor var det afgjort bedst for den almindelige borger at bruge alfarvej, som var den offentlige vej. Denne vej kender vi i dag som Hovedvej 14. 

Kong Skinder
I Orup Skov vest for Osted, ligger fem gravhøje fra sten- og bronzealderen, hvor der bl.a. ligger en langdysse med 35 randsten, der står på deres oprindelige plads. Denne høj kaldes Kong Skinders Høj og sagnet fortæller at man på månelyse nætter kan se Kong Skinder ride omkring på sin hvide hest med hovedet under armen.   

Helvedeskedlen 
Efter sidste istid, da isen trak sig tilbage, efterlod den nogle kæmpe dødisklumber som blev begravet under jorden.  
Senere da isen smeltede, blev det store hul i skoven dannet og det har gennem tiden givet anledning til mange gode historier.
En af dem fortæller, at der hvert 9. år skulle ofres 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 høge eller haner i Helvedeskedlen.

Nogle mener, at det er den hedenske gud Hel, der har inspireret til navnet. Hel var Lokes datter og bestyrer af dødsriget Hel, hvor man risikerede at ende, hvis man ikke døde ærefuldt i kamp. Det skulle efter sigende være et mørkt, koldt og fugtigt sted, så det er måske ikke så underligt, at man tyede til ofringer for at slippe for at ende der. Prøv at gå en tur ned i Helvedeskedlen. Stedet og historien giver en helt særlig stemning.

Sådan finder du derhen

I bil
Der er P-pladser hele vejen rundt om skoven, og du kan endda parkere inde i skoven ved den store P-plads ved Avnstrup Centret. Se kortet herunder for at finde P-pladser.

Offentlig transport
Fra Hvalsø station, hvor der både går bus og tog er der ikke langt til Storskoven, som er den nordligste del af Bidstrup Skovene.
Bus nr. 214 går til Avnstrup Centret midt i skoven.

Vandreruter

Skjoldungestierne, Fjernvandrevej E6 og Munkevejen går alle gennem Bidstrupskovene. Se kortet nedenfor.

Klik her for at se stierne i deres fulde længde på kortet over Lejre Kommune.


Kort over Bidstrupskovene fra naturstyrelsen.dk

Gode råd

  • Specialfoldere til mountainbike- og hesteryttere.
  • Fiskemuligheder: Lystfiskeri er tilladt i søerne på markerne vest for Avnstrup modtagecenter.
  • I skovens norligste ende ligger der en hundeskov, hvor løse hunde er tilladt. Derudover skal hunde holdes i snor.
  • Handicapforhold: På kortet over Bidstrupskovene er der angivet skovveje med belægninger, der under normale forhold er egnet for kørsel med kørestole o.l. Endvidere er disse skovvejes stigningsforhold angivet.
  • Da Bidstrupskovene er statsejede, så er det tilladt at færdes udenfor stierne, men husk: Efterlad kun fodspor, tag kun fotos og minder med hjem.
  • Pas på naturen og vis hensyn

Overnatning i området

  • Shelteren på Særløse Overdrev
    Pladsen ligger i skoven ved Særløse Overdrev.
    Kontakt Torben Oppfeldt, Tjørnehusvej 5, 4330 Hvalsø, på tlf. 46 49 80 96 for at høre om pladsen er ledig. Pris 15 kr. pr. person.

  • Friluftsladen ved Glædesbjergvej 1
    Her kan du overnatte i små telte og i vejrlyet på naturlejrpladsen. Følg skiltene mod spejderlejrpladserne, der ligger i nærheden.
    Pladsen skal reserveres og betales før du kan bruge den. 
    Kontakt Christian Munksgaard på tlf. 27 57 62 31 ved booking. 50 kr. pr. person.

  • Helvigstrup skov
    Der ligger to sheltere vest for Ellesø i Helvigstrup Skov på Hundeklemmevej.
    Koordinater: 55°33'37.6"N 11°52'42.4"E
    Der ligger bålhytte og multtoilet ved shelteren og her er desuden en fin udsigt til søen.

  • Lerbjergshelterne –privat ejet
    Der ligger to sheltere på et græsareal 100 meter vest for teletårnet. Her findes vandpost, bålsted og multtoilet.
    KFUM ejer shelterne og det koster derfor 20 kr per person per overnatning som betales på mobilepay.
    Adresse: Lerbjergvej 26 4330 Hvalsø. Parkering skal foregår ved p-pladsen i skoven.
    Koordinater: 55°33'39.7"N 11°51'53.2"E
    Shelterne kan bookes via udinaturen.dk eller ved at skrive til shelter@svogerslevspejderne.dk
  • Avnstrup Shelteren - Offentlig
    Stor handicapvenlig shelter med plads til 12 personer, beliggende i skovkanten ved Avnstrup.
    Koordinater: 55°33'26.6"N 11°53'47.9"E
    Det er muligt at medbringe hængekøje til ophægning under overdækningen.
    Bookes via udinaturen.dk
  • Ravnsholte Shelterplads - offentlig
    Ravnsholte Mark 200 m sydøst for Skovfogedboligen, Skovvej 52 4330 Hvalsø
    Koordinater: 55°32'53.0"N 11°52'42.2"E
    Her findes vandpost og bålplads.

Bidstrupskovene grænser op mod områder med privat skov. Her gælder naturbeskyttelseslovens regler om adgang fra kl 06 til solnedgang.