Kulturkaravanen
Kulturkaravanen er den lokale musikforening i Hvalsø. Foreningen arbejder med at gøre Hvalsø til en bedre by at bo i og for at fremme byens sociale liv. Det er vigtigt for Kulturkaravanen, at Hvalsø forbliver en rar og levende by, hvor der er et bredt kulturtilbud til alle. Dette har Kulturkaravanen bidraget med siden 1986, hvor foreningen blev stiftet.
Før i tiden blev koncerterne afholdt på Hvalsø Skole, men med etableringen af Kulturhuset holdes alle koncerter her, og Kulturhuset har blandt andet lagt lokaler til: Bryan Rice, Moonjam, Erann DD, Øernes Blues Band, Die Herren, The Highlanders, Ivan Pedersen og Backseat, Little Jimmy Reeves og Paul Harrison.
Desuden lagde Hvalsø Kulturhus lokaler til, da Kulturkaravanen holdt et arrangement på Spil Dansk Dagen i 2009 i samarbejde med Sangskrivere og Lejre Musikskole. Her optrådte blandt andet Debbie Cameron, Tanja Appehl og Tom Frederiksen Trio.
På Hvalsø Kulturnat holder Kulturkaravanen en koncert i Hvalsø Kulturhus. Og om sommeren har foreningen tradition for at arrangere den årlige Skt. Hans-fest, som finder sted i Den Gamle Grusgrav.
Kulturkaravanens mange arrangementer er åbne for alle. Og der er noget for enhver smag, som det ses på denne liste over musikere, der har lagt vejen forbi Hvalsø:
Dissing Dissing Las & Dissing, Savage Rose, Søs Fenger, Det danske Strygeorkester, Trio Aristos, Bazaar, Burnin Red Ivanhoe, Tanja Appehl og Marie Frank, Istanbul Express, Paddy Doyles, Peter Abrahamsen, Barflies, Elektrum, Jazzkompagniet, Erik Grip, AllStars, Hancats, Robbie Willlams Jam, Alex Nyborg Madsen Trio, Anette Bjergfeldt, Michael Learns to Rock, Everybody's Talking og mange flere.
Medlemskab
Som medlem af Kulturkaravanen er du med til at støtte foreningens arbejde. Samtidig får du rabat på foreningens arrangementer i form af en drikkekupon til hver koncert, du køber billet til. Derudover får du tilsendt information om Kulturkaravanens kommende arrangementer.
Du kan også vælge at deltage aktivt i foreningens arbejde og give en hjælpende hånd med, hvis der er brug for det. I forbindelse med koncerterne kan du stille scenen op, tage en barvagt eller hjælpe med at rydde op. Du kan også være med til at uddele foreningens medlemsblad.
Hvis du vil hjælpe til eller har forslag til bands eller forbedringer, kan du skrive til Kulturkaravanen på post@kulturkaravanen.dk
På Kulturkaravanens hjemmeside kan du læse mere om tidligere og kommende arrangementer.