Kirke Hyllinge Bibliotek

Lejre Bibliotek & Arkiv - En skov af kultur i Kirke Hyllinge

Kirke Hyllinge Bibliotek er Lejre Bibliotek & Arkivs største afdeling og den ligger centralt i bymidten ved siden af Kirke Hyllinge Skole.
Ud over at fungere som folkebibliotek, hvor udlån af materialer og bibliotekets øvrige faciliteter foregår, så er biblioteket også et kulturelt samlingspunkt, hvor der løbende afholdes udstillinger, forestillinger og workshops.

Når man træder ind på biblioteket, byder det lille boghus, under det eventyrlige træ, de besøgende velkommen til et nyrenoveret børnebibliotek, hvor børn både kommer for at lege og lære.

Niveauet for formidling tages nemlig til nye højder på Kirke Hyllinge Bibliotek ved mødet med bibliotekets beboere, mælkesnogen Steve og kamæleonen Kalle.
Dyrene indgår som et inspirerende og levende element i udstillingen om krybdyr og deres tilstedeværelse illustrerer virkelig, hvordan Kirke Hyllinge er et levende bibliotek med plads til alle –også børn og naturen.