Hvalsø Bibliotek

Lejre Bibliotek & Arkiv – Panoramaudsigt og plads til fordybelse

På Hvalsø Bibliotek mødes de besøgende af en inspirationsbombe ved bibliotekets indgang, i form af en facade beklædt med fuglekasser i genbrugstræ, som er udsmykket af kunstneren Thomas Dambo og eleverne på Hvalsø Skole. Dertil er indgangspartiet omgivet af kreative plantekasser, som de lokale har illustreret med malerier og børnerim.

Hvalsø Bibliotek er kommunens næststørste biblioteksafdeling og den ligger som en del af Kulturhuset, men er en selvstændig enhed og har alle de traditionelle muligheder, man finder i et bibliotek.
Biblioteket fungerer som samlingssted for borgerne, der bl.a. kommer for at låne materieler og bruge bibliotekets tekniske faciliteter. Derudover bliver stedet flittigt brugt som mødested for hjemmepassede børn og som lokale til workshops og formidling gennem diverse udstillinger og foredrag.

I bibliotekets loungeområde er der plads til at fordybe sig i en god bog med byens, måske bedste udsigt, som baggrund. Legepladsen uden for vinduet og stedet omkring søen, der fungerer som et af byens rekreative områder, tilføjer liv og stemning til biblioteksoplevelsen.
Dertil har biblioteket egen have, hvis inspirerende udformning, forbinder traditionsrig og eksperimenterende havedyrkning med lokalt engagement, der understreger hvordan Hvalsø Bibliotek fungerer som et samlingspunkt for kommunens borgere.