Hvad er Bevæg dig for Livet?

Lejre Kommune har en vision om, at endnu flere borgere skal bevæge sig, gerne i fællesskab med andre. Det giver øget livskvalitet og forebygger sygdom. Derfor har DGI og DIF (Dansk Idræts Forbund) udvalgt Lejre som visionskommune for initiativet Bevæg dig for livet.

Bevæg dig for livet er et landsdækkende partnerskabsprojekt støttet af Nordea-fonden og TrygFonden, hvor visionen er, at 75 procent af befolkningen i år 2025 skal være idrætsaktive. Samtidig skal 50 procent være idrætsaktive i en forening.

Onsdag den 14. november inviterede Lejre Kommune og DGI/DIF til en workshop for alle Lejreborgere, frivillige og deres foreninger, skovejere, virksomheder, sundhedsprofessionelle og politikere. Hvordan når vi målet, og hvad skal der til for at aktivere mennesker, som ikke i forvejen bevæger sig meget? Hvordan kan vi få mere ud af de muligheder, der allerede er i dag, og hvilken rolle kan fællesskaberne spille? Det var blot nogle af de spørgsmål, som blev diskuteret i løbet af aftenen.

Næste skridt
De kommende fem år skal vi sammen skabe gode rammer for bevægelse og fællesskaber i og på tværs af foreninger, frivillige, sundhedsprofessionelle, skovejere, virksomheder og kommune, DGI og DIF.

Det kræver, at vi alle tænker nyt, og at vi organiserer os på en anden måde, end vi er vant til. Præcist hvordan ligger ikke fast endnu. Men det er helt sikkert, at der skal bygges videre på det store engagement og den handlekraft, som var til stede under workshoppen. Det er helt centralt, og derfor skal I heller ikke vente på, at projektet formelt starter, men bare gå i gang, hvis I synes, der er noget, der er helt oplagt. Hold jer ikke tilbage, hvis I har en god idé, som kan blive til virkelighed allerede i morgen – og fortæl meget gerne om de ting, I sætter i værk, så alle kan blive inspireret.

Det kan I gøre ved at sende en mail til forlivet@lejre.dk eller ringe til 2489 4238, så lægger vi jeres idéer på hjemmesiden.

Der er nedsat en projektgruppe, som nu arbejder videre med materialet fra workshoppen. Første skridt er at få udformet en konkret aftale for Bevæg dig for livet mellem DGI, DIF og Lejre Kommune. En aftale som skal sætte de overordnede rammer for, hvordan foreninger og andre kan bidrage til målet om, at 75 procent af borgerne i Lejre Kommune er aktive, og 50 procent af borgerne er aktive i forening. En aftale som overordnet beskriver, hvad der skal til for at aktivere folk, som ikke i forvejen bevæger sig meget, hvordan vi kan få mere ud af de muligheder, der allerede er i dag, og hvilken rolle fællesskaberne kan spille.

Andet skridt er, at ”Bevæg dig for livet” bliver en del af hverdagen i Lejre i form af helt konkrete handlinger – nye aktiviteter, tilbud og engagerede fællesskaber. Målet er at lægge en konkret handlingsplan for, hvordan flere kan blive fysisk aktive. Den handlingsplan støbes i første halvdel af 2019.

Med det afsæt skulle vi gerne i fællesskab være klar til at skabe fokuserede indsatser, så vi sammen kan sætte Lejre i bevægelse.