Fasthold syge ansatte

Det er muligt at beholde medarbejdere, der har fået eller får nedsat arbejdsevne. Vi tilbyder hjælp, som passer til den enkelte medarbejders særlige behov.

Arbejdsfastholdelse er et effektivt redskab til at hjælpe sygemeldte borgere, som fortsat er ansat i en virksomhed, tilbage til arbejde. Tilbuddet kræver ikke henvisning.

Jobcentret hjælper meget gerne dig og din virksomhed med at sætte gang i tiltag, der fastholder eller bringer medarbejderen tilbage på jobbet.

Det er gratis for virksomheden at henvende sig til Jobcentret.

Luk alle
Åben alle

Fastholdelsesfleksjob

Fleksjob på nuværende arbejdsplads - også kaldet fastholdelsesfleksjob.

En medarbejder ansat i fastholdelsesfleksjob er en fleksibel medarbejder med nedsat arbejdsevne. Medarbejderen kan arbejde fra 2 timer pr. uge og mere. Fleksjob kan oprettes indenfor de fleste arbejdsområder, funktioner og stillingstyper i både private og offentlige virksomheder.
Arbejdsgiver betaler kun for det arbejde, der bliver udført, mens Jobcentret tager sig af den øvrige administration.

Hvis du vil ansætte en tidligere medarbejder i fleksjob (fastholdelsesfleksjob) skal medarbejderen forud for fleksjobansættelsen have været ansat i virksomheden efter de sociale kapitler i overenskomsten eller på særlige vilkår i mindst 12 måneder.

§ 56 Aftalt fravær

Har en medarbejder en langvarig og/eller kronisk lidelse, kan der oprettes en § 56 aftale om sygedagpengerefusion fra første fraværsdag.

Aftalen betyder, at arbejdsgiver får refunderet udgifterne til sygedagpenge allerede fra medarbejderens første fraværsdag. På den måde belaster sygdom ikke arbejdsgiver økonomisk, og det kan forøge muligheden for at fastholde medarbejderen. Fx ved migræne, kræftbehandling m.fl. der kan give spredte sygedage.

Aftalen kan gælde op til to år ad gangen. Den indgås mellem arbejdstager og arbejdsgiver, men skal godkendes i kommunen.

Virksomhed og medarbejder kan udfylde aftalen (dp 211) sammen eller hver for sig. Kræver adgang med NemID.

Personlig assistance

Personlig assistance anvendes til medarbejdere, som på grund af en varig funktions­nedsættelse har brug for personlig hjælp til de opgaver, de ikke længere magter.

Den personlige assistent kan hjælpe medarbejderen i op til 20 timer pr. uge. Fx. kan hjælpen være praktisk assistance til fysiske arbejdsopgaver, læsning og skrivning, hvis medarbejderen har nedsat syn eller er ordblind eller tegnsprogs-tolkning på møder og kurser, hvis medarbejderen har nedsat hørelse.