Retningslinjer for valgplakater

På denne side kan du se retningslinjer for ophængning af valgplakater

Loven definerer en valgplakat som ”en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m².”

Der skal ikke søges om tilladelse til at hænge valgplakater op, men det skal ske efter visse retningslinjer, der er gengivet nedenfor.

For at være omfattet af reglerne, som fritager partier, kandidater og kandidatlister m.fl. for at skulle søge vejmyndigheden/kommunen om tilladelse til at hænge valgplakater op, må valgplakaten ikke være større end 0,8 m².

Ønsker man at ophænge større plakater, bannere, skærme med levende tekst og billeder m.v., skal der stadig søges om tilladelse hertil hos den pågældende vejmyndighed eller kommune.

Valgplakater i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag (f.eks. menighedsrådsvalg), må hænges op på offentlige veje i perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen kl. 12.00.

Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore m.v.) skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen.

Lovlig ophængning - i rabat ved cykelsti intet højdekrav, når afstand 0,3 m til cykelstikant er overholdt og 0,5 m til vejkant er overholdt.

Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen, og på offentlige veje også på vejtræer, hegn, samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
 
Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
 
Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den juridiske person eller kandidatliste, der har iværksat ophængningen af valgplakaterne. Oplysninger om en juridisk person skal suppleres med, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på en fysisk person, der repræsenterer den juridiske person.

Eksempler  på lovligt ophængte plakater: 

 

 

 

Valgplakater må ikke hænges op:

  • på eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg
  • i midterrabatter på veje, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed midlertidig er nedsat til 60 km/t. eller derunder
  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr
  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignede
  • nærmere end 0,5 m fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten
  • lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten
  • højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten eller
  • på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændring af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed

Eksempel på ulovligt ophængte plakater: 

 

 

 

 

 

 

Generelle regler for ophængning af valgplakater
Valgplakater må som udgangspunkt kun ophænges på vejmatrikel uden forudgående tilladelse fra vejmyndigheden eller på private arealer efter aftale med grundejeren.

Ophængning af valgplakater og andet valgmateriale på valgstederne er ikke tilladt.

Der må ikke ophænges valgplakater eller andet valgmateriale på valgstedernes eller på kommunens matrikler, med undtagelse af følgende steder:

Baggrunden for undtagelserne er, at netop disse to områder i praksis har givet anledning til tvivl om afgrænsningen mellem vejareal og skolens matrikel, idet dele af arealerne funktionelt anvendes som adgangsveje.

Særligt om buslæskure
Det er tilladt at opsætte valgplakater på buslæskure, som er placeret på vejmatriklen, forudsat at opsætningen sker uden at forvolde skade på buslæskuret.

 

 

Valgplakater, som er ophængt i strid med ovennævnte regler, skal nedtages inden for 24 timer efter, at vejmyndigheden har meddelt et påbud herom.

Vejmyndigheden kan nedtage valgplakater, som ikke er nedtaget inden for ovennævnte frist eller er ophængt uden for den tilladte periode. Vejmyndigheden kan endvidere nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne og ikke indeholder de krævede kontaktoplysninger.

Vejmyndigheden eller politiet kan altid straks tage valgplakater ned, der er hængt op, så de udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.

Vejmyndigheden skal straks efter nedtagning bede den fysiske eller juridiske person, der har iværksat valgplakatophængningen, eller den fysiske person, der repræsenterer den juridiske person, om at afhente valgplakaterne. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valget, kan destrueres.

 

For at være omfattet af ovennævnte regler i vejloven henholdsvis privatvejloven, som fritager kandidater og kandidatlister m.fl. for at skulle søge vejmyndigheden om tilladelse til at hænge valgplakater op, må valgplakaten som nævnt ikke være større end 0,8 m². 

Ønsker man at ophænge større valgplakater, bannere og variable valgplakater, herunder skærme med levende tekst og billeder m.v., skal der søges om tilladelse hertil hos den pågældende vejmyndighed efter bestemmelserne i vejloven og privatvejloven.

Ved ophængning af valgplakater uden for vejareal i det åbne land skal opmærksomheden henledes på Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om skiltning i det åbne land.

Ovenstående retningslinjer er lavet på baggrund af lov om offentlige veje mv. (lov nr. 1520 af 27. december 2014), lov om private fællesveje (lov nr. 1234 af 4. november 2015) samt vejledning om afholdelse af kommunale regionale valg tirsdag den 21. november 2017 (vejledning nr. 9624 af 3. juli 2017). Du kan få yderligere oplysninger ved at henvende dig til Vejdirektoratet, Juridisk enhed på tlf. nr. 72 44 31 07 eller via deres kontaktformular.

Bannere, valgplakater og lignende må opsættes i det åbne land i perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen og indtil 8 dage efter valget.

Ved ”åbent land” i naturbeskyttelseslovens forstand forstås ethvert område, som af trafikanter og andre, der færdes i området, ikke opleves som by eller er en del af et byområde. Arealets zonestatus (f.eks. byzone) har ingen betydning, da det er den umiddelbare oplevelse af landskabet, der lægges vægt på.

Selvom et areal kan virke skæmmet af menneskeskabte omgivelser i form af nogle enkelte bygninger, trafikskilte, lyssignaler m.v. eller andre tekniske indretninger, betyder det ikke, at arealet af den grund mister karakter af åbent land. Også større grønne kiler i et byområde, kan fremtræde som åbent land.

Lovlig opstilling i det åbner land:

 

Ulovlig opstilling i det åbne land:

Reglerne om opsætning af valgmateriale i det åbne land findes i Naturbeskyttelseslovens § 21, stk. 2, nr. 8 og tilhørende bekendtgørelse om Opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land § 12.

Valgmateriale som er omfattet af lovgivningen

Valgmateriale på privat grund i det åbne land

Valgmateriale opsat på privat område, f.eks. en mark i det åbne land er omfattet af lovgivningen.

Valgmateriale som ikke er omfattet af lovgivningen

Valgmateriale på privat ejendom i bymæssigt bebygget område

Valgplakater og -bannere som er placeret på privat ejendom inden for bymæssigt bebygget område, er ikke omfattet af hverken Vejloven, Privatvejsloven eller Naturbeskyttelsesloven.

Valgplakater på vejareal

Ophæng af valgplakater på vejareal er ikke omfattet af lovgivningen i Naturbeskyttelsesloven, men er derimod omfattet af vejloven og privatvejloven.

Valgmateriale på køretøjer og trailere placeret på vejarealet

Valgmateriale på køretøjer og trailere falder udenfor anvendelsesområdet i vejlovgivningen. Såfremt en trailer forsynes med valgagitatorisk materiale eller generel reklamering, er det væsentligt, at traileren benyttes som trailer og parkeres efter de gældende regler og ikke alene bruges som stationær reklamesølje på vejarealet.

Lovgivningen stiller ikke nogen krav til udformningen af valgmateriale i det åbne land

Valgmaterialet skal opsættes

  • så den ikke dækker for autoriseret afmærkning (fx færdselstavler, vejvisningstavler eller lign.)
  • så den ikke forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold
  • så den i øvrigt ikke udgør en fare for trafiksikkerheden

Valgmaterialet kan dog være omfattet af færdselslovens § 99, stk. 2-4, hvis

  • det virker vildledende:
  • det hænges op sammen med eller i forbindelse med autoriseret vejafmærkning
  • det er til ulempe for færdslen, herunder anbringes således at de tilbagekaster lys fra køretøjerne på vejen
  • de forhindrer oversigtsforhold

Politiet administrerer færdselslovens § 9

 

Kontakt

Telefontider

Mandag 9:00 - 11:00
Tirsdag 9:00 – 11:00
Onsdag 9:00 – 11:00
Torsdag 9:00 – 11:00 & 14:00 - 16:00
Fredag Lukket.

4646 4930

 

trafik@lejre.dk

Der skal bestilles tid før fremmøde. Tidsbestilling sker telefonisk eller på mail, trafik@lejre.dk

Fremmøde er på Rådhuset i Allerslev, Lejrevej 15, 4320 Lejre

Mandag 10:00 – 13:00
Tirsdag 10:00 – 13:00
Onsdag LUKKET
Torsdag 10:00 - 18:00
Fredag 10:00 - 12:00

Giv feedback