Socialt bedrageri

Har du mistanke om, at nogle andre snyder med offentlige ydelser, så kan du anmelde det til os. Du kan bruge formularen herunder, også hvis du vil være anonym. Du kan også ringe til os på tlf. 4646 4646. Vil du gøre det anonymt, skal du ikke præsentere dig ved navn.

Anmeldelse af mistanke om snyd (ikke-anonym)

Anmeldelse af mistanke om snyd (anonym)

Luk alle
Åben alle

Sådan anmelder du snyd

Du kan sende digitalt
Du kan foretage anmeldelsen digitalt på knappen ovenfor, også hvis du vil være anonym. Du vil kun få en kvittering på skærmen, når du anmelder digitalt.

Du kan ringe til os
Du kan ringe til os på tlf. 4646 4646. Hvis du ringer til os, skal du undgå at give oplysninger, der kan identificere dig over for den, du vil anmelde. Det vil sige, at du bl.a. ikke skal præsentere dig.

Du kan sende os et brev
Hvis du vil sende et brev til os, skal du ikke skrive dit navn og adresse bag på kuverten, hvis du vil være anonym.

Du vil ikke få en kvittering, hvis du anmelder anonymt via telefon eller brev.

Hvad sker der med personen, der bliver anmeldt?

Når vi har modtaget en anmeldelse om snyd, undersøger vi sagen i forhold til de ydelser, den anmeldte får. Den anmeldte bliver kontaktet og bliver orienteret om, at han/hun er blevet anmeldt for snyd. Vi har pligt til at give den anmeldte alle de oplysninger, du har givet i anmeldelsen.  

Du får ikke information om det videre forløb

Du vil ikke blive orienteret om kommunens vurdering af oplysningerne i din anmeldelse, da du ikke er part i sagen som anmelder.

Vi sender oplysninger til andre myndigheder

Hvis din anmeldelse handler om noget, der vedrører andre myndigheder, vil vi sende din anmeldelse videre til f.eks. SKAT, anden kommune, Udbetaling Danmark, Politiet m.m.

Hvornår er der tale om snyd?

Snyd kan være, hvis en person arbejder uden at have oplyst kommunen om det, og samtidig modtager kontanthjælp eller sygedagpenge. Det kan også være en person, der får økonomisk hjælp som enlig forsørger, men som bor sammen med en anden voksen, f.eks. en kæreste.

Hvis du er blevet anmeldt

Hvis du er blevet anmeldt, har du krav på at få oplyst, hvor kommunen har sine oplysninger fra. Du skal være opmærksom på, at hvis kommunen har modtaget anmeldelsen anonymt, har vi ikke kendskab til anmelders identitet.

Hvad sker der, når du er blevet anmeldt?

Hvis vi får en anmeldelse om dig, vil du blive orienteret om, at du er blevet anmeldt. Du kan blive indkaldt til en samtale, og vi vil måske også bede om flere oplysninger fra dig.

Vi undersøger derefter, om dine forhold har ændret sig, og om du stadigvæk opfylder betingelserne for at få ydelser fra kommunen. I undersøgelsen vil vi sammenholde dine oplysninger med de registre, som kommunen har adgang til.

Stopper kommunen din ydelse?

Du vil forsætte med at få udbetalt dine ydelser, så længe vi undersøger om dine forhold har ændret sig. Hvis vi vurderer, at du ikke længere har ret til ydelsen, vil du få en afgørelse på, at kommunen vil stoppe udbetalingen og vi vil eventuelt kræve for meget udbetalt ydelse tilbage.

Hvis du opfylder alle krav til fortsat at få dine ydelser, vil vi orientere dig om det og stoppe med at undersøge sagen.

Hvorfor kalder kommunen dig til samtale og beder om flere oplysninger?

Da vi ønsker undersøgelsen sker i samarbejde med dig, kan du blive kaldt til samtale og blive bedt om flere oplysninger. Hvis vi selv skal indhente oplysningerne, kan det betyde, at det vil tage længere tid med vores undersøgelse og dermed en afklaring på dine fremtidige udbetalinger og ydelser.

Hvorfor bliver du kontrolleret?

Vi har som offentlig myndighed pligt til at sikre, at de ydelser vi udbetaler til dig, sker på et korrekt grundlag.

Vi skal undersøge, om dine boligforhold, økonomiske forhold eller andre forhold har ændret sig, siden du fik ydelsen bevilget.
Når du modtager en ydelse fra kommunen, har du pligt til at give os besked om ændringer, der er relevante for den eller de ydelser, du får.

Kontakter kommune andre myndigheder eller personer?

Hvis dine forhold kan have betydning for andre myndigheder, er vi forpligtet til at orientere dem.

Vi kan også indhente informationer hos andre myndigheder, som kan være relevante i vores undersøgelse.

Hvis du har fået mere udbetalt, end du har ret til, fordi du bevidst har undladt at give kommunen besked om ændringer, eller har givet forkerte oplysninger, kan du blive anmeldt til Politiet for socialt bedrageri.