Legitimationskort

Legitimationskortet er relevant for dig, der ikke har kørekort eller pas.

Du kan bruge legitimationskortet, når du skal bevise, hvem du er, eller hvor gammel du er. Legitimationskortet kan du bruge i en række hverdagssituationer som legitimation, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.

Fordelen ved legitimationskortet er, at det både indeholder dit personnummer, billede og underskrift. Det nye kort kan du derfor bruge til flere formål end det tidligere ungekort.

Legitimationskortet giver ikke ret til at opholde sig i Danmark eller til at arbejde i Danmark. Du kan heller ikke bruge legitimationskortet, når du skal til lægen. Så skal du i stedet medbringe dit sundhedskort.

Du kan stadig bruge dit gamle ungekort / id-kort, så længe det er gyldigt.

Luk alle
Åben alle

Hvem kan få legitimationskort

Legitimationskort udstedes til personer på 15 år og derover.

Det er kommunen, hvor du er bopælsregistreret, der kan udstede legitimationskortet.

Hvor skal man henvende sig?

Du skal møde personligt op i Borgerservice og kunne godtgøre sin identitet. Der kan forevises dåbs- navne- eller fødselsattest, pas, kørekort eller sygesikringsbevis. Borgerservice kan også i særlige tilfælde anvende kontrolspørgsmål til personen for at godtgøre personens identitet.

Pris, gyldighed og levering

Legitimationskortet koster kr. 150,- og har en gyldighed på 10 år. Du kan benytte dankort, mobile pay eller kontanter. 

Kortet kan sendes til borgerens bopælsadresse eller Borgerservice. Leveringstiden vil være på ca. 2-3 uger.

Foto til legitimationskortet

Krav til foto er de samme som til pas og kørekort.

Se venligst Krav til foto (politiet)

Legitimationskortets indhold

Fornavn, efternavn, personnummer, foto, udstedende kommunes navn, gyldighedsperiode, indehavers underskrift, fortrykt taktilt kendemærke, serienummer.

På bagsiden af legitimationskortet vil der stå ”Dette legitimationskort er udstedt af (kommunens navn) og dokumenterer ikke opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark.

Legitimationskortets mål er 8,5 x 5,4 cm.

Legitimationskortet kan også bruges af danske statsborgere ved indrejse til Sverige.