Er du under 18 år, og er der noget i din hverdag, som gør, at du har det dårligt? Er du ked af det eller bange meget af tiden? Drikker de voksne derhjemme for meget alkohol? Bliver du eller nogen tæt på dig, slået? Så kan du få hjælp.
Hvis du ikke føler, du kan få hjælp af de voksne, der er tæt på dig, er der nogle voksne i din kommune, som arbejder med at hjælpe børn og unge, der har det svært. Voksne, der skal lytte til dig, og som du kan ringe eller skrive til.
Alle børn og unge har rettigheder – og ret til hjælp, hvis de har brug for det.
Har du brug for hjælp?
I Åben Anonym Rådgivning kan du og din familie få hjælp – helt gratis , og uden at nogen skriver det ned eller fortæller det videre. Det betyder, at du, alene eller sammen med dine forældre kan tale med en voksen, som er god til at hjælpe, uden at det bliver en "sag" i kommunen.
Man kan enten ringe og snakke i telefon, eller mødes med en voksen og tale sammen.
Du kan komme og få hjælp, hvis:
Der er mange skænderier derhjemme
Du er bekymret for dig selv eller nogen i din familie
Du har brug for hjælp, fordi dine forældre måske skal skilles
Eller hvis du bare har det svært og gerne vil tale med nogen
Du kan ringe eller møde op i Åben Anonym Rådgivning :
Torsdage mellem kl. 16.00 og 18.00
Adresse: Ejby Strandvej 2, B, 4070 Kirke Hyllinge
Telefon: 51 36 80 76
OBS: Der er lukket i skolernes ferier. Men i ferierne kan du stadig få hjælp – ring til kommunen i deres åbningstid.
Hvis du bor i Lejre Kommune kan du ringe til 4646 4640
Telefonen er åben: Mandag: 9-11 Tirsdag: 9-11 onsdag: 9-11 Torsdag: 9-11 og 14-16 Fredag: Lukket
Jeg har brug for hjælp, men telefonen er lukket:
Måske ringer du uden for vores åbningstid, fordi du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til i morgen.
Hvis du er i fare eller har tanker om at skade dig selv, skal du ringe til Alarmcentralen på 112 med det samme. Hvis du ikke er i fare, men har brug for at tale med en voksen - så kan du ringe til Børnetelefonen .