Her kan I læse, hvordan I får udbetalt støtte fra Landsbypuljen og om jeres forpligtelser som støttemodtagere:
Tilsagnsgrundlag: Det er støttemodtagers ansvar at gennemføre projektet i overensstemmelse med det, som er oplyst i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om projektets aktiviteter og resultater samt i overensstemmelse med det godkendte projektbudget.
Udbetaling af tilskud: Lejre Kommune udbetaler tilskuddet til støttemodtagers Nemkonto tilknyttet CVR-/CPR-nummer oplyst i ansøgningen. Støttemodtager kan vælge:
- At lægge ud og indsende regnskab og bilag, hvorefter det faktisk anvendte beløb (indenfor støtterammen) udbetales
- At få udbetalt støtten og efterfølgende aflægge regnskab og tilbagebetale eventuelle uforbrugte midler. Projekter over 8.000 kr skal indsende udbetalingsblanket (fremsendes af Lejre Kommune i forbindelse med tilsagn), før støtten kan udbetales.
Ændringer i projektet: Budgetændringer på mindre end 10 pct. på en godkendt udgiftspost kræver ikke forhåndsgodkendelse, når den ligger inden for den samlede budgetramme. Budgetændringer på mere end 10 pct. kan først finde sted, når Lejre Kommune har godkendt ændringen.
Overskridelser af den samlede budgetramme samt nye udgiftsposter, der ikke er godkendt af Lejre Kommune, dækkes ikke af tilskuddet.
Øvrige ændringer i budget, aktiviteter og formål skal godkendes af Lejre Kommune. Der skal sendes en beskrivelse af og begrundelse for ændringen til landsbypuljen@lejre.dk.
Afrapportering og evaluering: Når projektet er afsluttet, skal der senest 2 måneder efter afrapporteres via formular på hjemmesiden. Der skal vedhæftes regnskab, som er revideret af den generalforsamlingsvalgte revisor, og projekter over 5.000 kr skal vedhæfte bilag som dokumenterer udgifterne.
Lejre Kommune forbeholder sig ret til både under og ved afslutning af projektet at udbede sig dokumentation for omkostningerne.
Eventuelle uforbrugte midler skal returneres til Lejre Kommune.
Bortfald eller tilbagebetaling af tilskud: Misligholdelse af vilkårene kan medføre, at tilsagnet annulleres, og allerede udbetalt tilskud kræves tilbagebetalt, hvis:
- Støttemodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen.
- Betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede, fx hvis støttemodtager eller partnere groft forsømmer deres forpligtelser
- Der i øvrigt mod bedre vidende uberettiget er modtaget støtte
- Der ikke er indsendt afsluttende regnskab rettidigt
- Vilkårene for Landsbypuljen det pågældende år ikke er overholdt
- Forudsætningerne for tilsagn er væsentligt ændrede, fx forenings ophør eller konkurs, eller hvis der foretages udlæg eller arrest hos støttemodtager eller partnere
- Støttemodtager har fået udbetalt for meget i tilskud
Tilsyn: Lejre Kommune kontrollerer og fører tilsyn med, at støttemodtager overholder de i tilsagnet opstillede forpligtelser og vilkår. Støttemodtager er forpligtet til efter anmodning fra Lejre Kommune at afgive enhver oplysning, der har betydning for projektet, tilsagnet om tilskud, udbetalingen af tilskud og/eller Lejre Kommunes kontrol med, at forudsætningerne og vilkårene for tilsagnet overholdes.
Lejre Kommune har desuden under og efter projektets gennemførelse adgang til at foretage besigtigelse hos støttemodtager ift. tilsyn med projektets forløb.