Kommuneplan 2025 er i høring

Foto: Udsigt over Bramsnæs

Lejre Kommunalbestyrelse vedtog den 25. november 2025 at sende Forslag til Lejre Kommuneplan 2025 i offentlig høring. Med planforslaget sætter Kommunalbestyrelsen rammerne for den fysiske udvikling af Lejre Kommune de næste 12 år.

Kommuneplanen tager afsæt i Plan- og bæredygtighedsstrategi 2023 og debatten om, hvordan vi fremadrettet vil anvende vores arealer og samtidig bidrage til de fælles udfordringer med energiforsyning, klima, biodiversitet med mere. 

Læs Forslag til Kommuneplan 2025

Giv dit høringssvar 

Frem til den 5. februar 2025 kan du give dit høringssvar på vores.lejre.dk, som er Lejre Kommunes digitale platform til borgerinddragelse. Her kan du også følge med i andres høringssvar. 

Giv dit høringssvar på vores.lejre.dk

Hvis ikke du har lyst til eller mulighed for at deltage i høringen via den digitale platform, er du velkommen til at sende dit høringssvar på e-mail til plan@lejre.dk eller sende et fysisk brev til Lejre Kommune. (Skriv “kommuneplan” på kuverten). 

 

Borgermøde 23. januar i Hvalsø Hallerne (Hal 2) - bemærk ny lokation

Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal udvikling inviterer til borgermøde den 23. januar kl 19.00 i Hal 2, Hvalsø Hallerne, Skolevej 5, 4330 Hvalsø. Her kan du høre om forslaget, deltage i debatten og der bliver mulighed for at stille spørgsmål til indholdet.

Allerede fra kl. 18 vil vi være til stede i kantinen. Du er velkommen til at møde op inden selve mødet, hvis du har specifikke spørgsmål til dit område eller et emne, der interesserer dig.

 

tilmeld dig her

Forslag til Kommuneplan 2025 offentliggøres i henhold til Planlovens § 12, stk 2 og 3:

Stk. 2. Inden for byzoner kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

Stk. 3. Inden for byzoner og sommerhusområder kan kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Kontakt

Plan-afdelingen
Tlf: 46464950