Form, størrelse og placering Et kvashegn kan tilpasses præcis den plads og funktion, du har brug for. Det kan afskærme et mindre pænt hjørne, skabe et nyt rum i haven eller fungere som naturligt skel mod naboen. Tænk gerne placeringen ind i havens indretning fra starten - kvashegnet egner sig fint som lægivende afskærmning ved en terrasse, omkring en bigård, kompostplads eller køkkenhave. Hvis det er et hegn på et fællesfællesareal, skal man sikre sig, at adgangsforholdene er gode, så man kan parkere med en trailer tæt ved hegnet, så er det nemmere at bruge.
Mål og opbygning Det vigtigste er, at hegnet har en passende bredde, ikke bliver for højt, og at det er let at lægge haveaffald i. Her er en tommelfingerregel for de tre vigtigste mål:
Sæt stolperne med ca. 1 meters mellemrum i længderetningen - overstiger afstanden 1,5 meter, bliver det svært at holde styr på indholdet. Forskudte stolper giver lidt mere stabilitet, men det er også helt fint at sætte dem lige over for hinanden for et mere ordnet udtryk.
En bredde på 80–90 cm fungerer godt. Under 60 cm bliver det besværligt at lægge kvas ned, og et bredere hegn giver til gengæld bedre skjul til dyrene. Højden bør ligge mellem 60 cm og 1,5 meter - lavere giver meget klippearbejde, højere bliver ustabilt og svært at fylde op.
Fyld og vedligeholdelse Som fyld kan du bruge næsten alt fra haven. Brug grene og pinde med en tykkelse som en tommelfinger eller tykkere som grundlaget, og bland gerne mindre afklip, blade, græs og visne stauder i for at skabe variation. Lav endelig gerne flere kvashegn og bunker rundt i haven - både i sol og i skygge.
Med tiden tørrer grenene og bliver lettere at komprimere ved at trykke ovenfra. Når hegnet er sunket sammen, er der plads til at fylde på igen. Sådan kan et kvashegn holdes kørende i årtier til gavn for havens nyttedyr og dine planter. Vær dog opmærksom på årstiden, når du komprimerer: undgå det, hvis der er dyr, der har slået sig ned i hegnet.
Kilde og foto: Danmarks Naturfredningsforening.