Isafjord

Isafjord er et tilbud under Familiehuset. Man kan blive visiteret til et af Isafjords tilbud og blive en del af en gruppe på Isafjord.

På grund af nedsat evne til at indgå i sociale relationer, kan unge med psykisk sårbarhed eller diagnose være isolerede. Deltagelse i såvel skole som fritidsaktiviteter kan være overvældende. Dette kan være svært at takle, og følelsen af at være ensom eller anderledes i forhold til jævnaldrende bliver selvforstærkende, når du som ung går hjemme uden social kontakt med andre.

Formålet er, at du som ung får et tilbud, hvor du, med den nødvendige støtte, kan indgå i sociale relationer. De unge på Isafjord oplever et meningsfuldt fællesskab med andre unge, og erfarer, at der er andre, som også har disse vanskeligheder.

Vores målsætning er, at støtte til større selvindsigt så der opnås strategier til at deltage i sociale aktiviteter med respekt for sig selv, andre og de indbyrdes grænser.

Målet er trivsel som forplanter sig til overskud i skole, uddannelse og hjemme i familien samt at kunne indgå i et ungdoms- og fritidsliv i alment regi.

Det handler ikke om at gå til ridning, men rideterapi og heste- og dyrehold indgår som pædagogisk metode samt at arbejde kreativt, arbejde med fra jord til bord, udeliv og arbejde i cafeen.

Ved skolevægring og angst kan vi hjælpe med skolearbejdet og vejen tilbage til skolen.

Isafjord er en udviklingsplatform med forskellige udviklingstrin. Du som ung vil starte med at være i det beskyttede miljø, og herefter stille og roligt rykke videre til næste trin med henblik på at gøre dig stærkere, f.eks. igennem cafeen hvor du vil kunne prøve kræfter med, hvad det vil sige at have et fritidsjob.

Vi samarbejder tæt med forældre, sagsbehandler, Familiehuset, skoler, PPR og øvrigt netværk for at skabe en helhedsorienteret og målrettet indsats for dig som ung.

Vil du høre mere om Isafjord så kontakt Børn- og Ungerådgivningen.