Tilbud til familier

Familiehuset er et tilbud til familier, som har et barn i alderen 0-17 år, der har behov for hjælp til at håndtere de udfordringer familien møder, der har indflydelse på barnets trivsel.

I Familiehuset finder du familiekonsulenterne og ungekonsulenterne.

Vi arbejder ud fra en ressourceorienteret og anerkendende tilgang med fokus på at fremme den enkeltes udvikling og at kunne mestre egen situation. Vi arbejder ud fra et helhedsorienteret og positivt menneskesyn, hvor vi respektfuldt møder mennesket hvor det er.

Vi arbejder procesorienteret med guidning, rådgivning og behandling, og inddrager din feedback. 

For at have et forløb i Familiehuset, skal du henvises via Børn og Ungerådgivningen.

Råd og vejledning til familier

Familiehuset tilbyder rådgivning til jer som familie, hvis I oplever problemstillinger, der har stor betydning for jeres barn. Det kan eksempelvis være, hvis I oplever:

- Dårlig kommunikation i familien- fx uenighed om opdragelse.

-Problemer i forhold til at være en sammenbragt familie.

-Udfordringer i forhold til hvis I føler, at jeres barn/teenager gør som det passer ham/hende.

-Uenighed og konflikter i forbindelse med en skilsmisse, der påvirker jeres barn.

Samtalerne foregår som udgangspunkt i Familiehuset. Det vurderes i samarbejde med jer i hvilket omfang, jeres barn/teenager skal inddrages i samtalerne. Et forløb vil kunne strække sig op til otte samtaler fordelt over max seks måneder.

Kontakt Børn og Ungerådgivningen her.

Familiebehandling

I familiehuset tilbyder vi hjælp til familier med børn under 18 år. Det kan fx være hjælp til at udvikle hensigtsmæssige mønstre og vaner for at styrke det positive samspil i jeres familie. 
Behandlingen foregår enten i hjemmet eller i Familiehuset. Familiebehandling kan iværksættes, når I samarbejder med Børn- og Ungerådgivningen om en børnefaglig undersøgelse.

Hvis du oplever udfordringer i jeres familieliv, så kontakt Børn- og Ungerådgivningen.

Forældrekursus

Oplever du udfordringer i din families samspil, og synes du, det er svært at forstå dit barn?

I Familiehuset tilbyder vi et gruppeforløb for forældre med børn mellem 0-7 år, hvor du/I som forældre bl.a. lærer at styrke og forstå dit barns udvikling.

Forløbet løber over 12 gange af to timers varighed, og der vil på holdet være op til otte deltagere.

Hvis du vil høre nærmere, kan du kontakte Børn og ungerådgivningen her.

 

Efterfødselsreaktion

Til nybagte forældre tilbydes hjælp til forældrerollen. Oplever du udfordringer med din nye forældrerolle?
Så kan du kontakte børn og ungerådgivningen her eller tal med din sundhedsplejerske omkring dine bekymringer. Sundhedsplejersken kan ligeledes hjælpe dig til at få kontakt til børn og ungerådgivningen, som kan henvise dig til et forløb i Familiehuset.

 

Skilsmisse og forældresamarbejde

I Familiehuset tilbyder vi et gruppeforløb for at hjælpe forældre, der er skilt til en frugtbar kommunikation omkring jeres fælles barn/børn. I vil blive undervist i kommunikation ud fra forskellige modeller. Herudover vil I kunne udveksle erfaringer med andre, der står i samme situation.

Gruppeforløbet er på seks gange fordelt på tre måneder.

Tilbuddet kan finde sted i forlængelse af kontakt med Familieretshuset. Har du ikke været i kontakt med Familieretshuset, så kontakt dem her.

Har du været i kontakt med Familieretshuset, så kontakt Børn og Ungerådgivningen her.

Forældre til et barn med angst

Til børn og unge med angst tilbyder vi, at I kan deltage i et gruppeforløb- Cool Kids for børn 6-12 år og Chilled for unge 13-17 år. Forløbet er for børn og forældre, så I som familie får fælles værktøjer til bedre at kunne håndtere angsten i hverdagen.

Gruppen mødes i Familiehusets lokaler 10 gange af to timers varighed samt en afsluttende session efter tre måneder.

Kontakt Børn- og Ungerådgivningen for mere information.

Forældre til et barn med autisme eller ADHD

Til forældre med et barn med autisme eller ADHD tilbyder vi en forældreworkshop. I vil her få en kort information om ADHD og autisme samt blive introduceret til piktogrammer, struktur og andre metoder til hjælp til en mere overskuelig hverdag for både jeres barn og jer som forældre. Der vil være hjemmeopgaver imellem sessionerne. I vil også have mulighed for at udveksle erfaringer med andre, der har de samme udfordringer tæt inde på livet.

Workshoppen foregår i Familiehuset eller på Hvalsø Rådhus og er fordelt over seks gange af to timers varighed.

Vil du høre mere om dine muligheder, så kontakt Børn- og Ungerådgivningen.

Forældre til et barn med funktionsnedsættelse

Er I forældre til et barn med funktionsnedsættelse, kan I i Familiehuset få rådgivning, hjælp og familiebehandling. Formålet er dels at afhjælpe eksisterende problematikker og dels at forebygge, at problemerne vokser sig større.

Vil du høre mere om dine muligheder, så kontakt Børn og Ungerådgivningen her.

Konflikthåndtering for forældre

Har du som forælder svært ved at håndtere din vrede?

I Familiehuset tilbyder vi et gruppeforløb med inddragelse af mindfulness, hvor du vil lære din egen vrede at kende samt lære strategier til håndtering af vreden med henblik på at minimere konflikter i jeres familie.

Gruppeforløbet er på 10-12 gange fordelt over otte måneder.

Vil du høre mere om dine muligheder, så kontakt Børn og Ungerådgivningen.

Støtte i hjemmet

Har du brug for hjælp til udfordringerne i en hverdag med børn? Familiehuset tilbyder i samarbejde med jer som familie praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

Familiebehandling kan iværksættes, når I samarbejder med Børn- og Ungerådgivningen om en børnefaglig undersøgelse.

Vil du høre mere om dine muligheder, så kontakt Børn og Ungerådgivningen her.

Hjælp til flygtningefamilier

Er du/I flygtninge i Danmark og har brug for hjælp i forhold til forældrerollen, så kontakt Center for Job og Social Lejre Kommune, som kan hjælpe jer videre til Familiehuset.

Sorg og krise

I Familiehuset tilbyder vi støttende samtaler til familier og børn/unge under 18 år, der har været udsat for en traumatisk oplevelse- dødsfald, ulykke eller kritisk sygdom.

Er der sket noget traumatisk i jeres familie, og har I brug for støtte i den svære tid?

Kontakt Børn- og Ungerådgivningen her.