Elverdamsåen udpeget som muligt nyt, stort naturområde 

Publiceret 27-02-2026

Partierne bag Den Grønne Trepart er blevet enige om at udpege seks områder i Danmark til såkaldte signaturprojekter for natur. Området langs Elverdamsåen er et af de udvalgte. Det kan føre til et stort, sammenhængende naturområde, som rækker langt ind i Lejre Kommune.

Naturstyrelsen skal nu undersøge mulighederne for at udvikle og styrke naturen omkring Elverdamsåen i stor skala. Målet er at binde eksisterende naturområder sammen med ny natur og skov, så der skabes større og mere sammenhængende landskaber. 

Marker erstattes af skov og natur 

Hvis projektet gennemføres, vil det betyde, at marker tages ud af drift. I stedet bliver der genskabt vådområder, plantet ny skov og generelt etableret mere natur. Samlet set er der potentiale for at skabe et op til 1.500 hektar stort sammenhængende naturområde – et markant løft for natur og miljø i Lejre Kommune. 
Indsatsen kan samtidig betyde, at der vaskes færre næringsstoffer ud til Isefjorden. Projektet kan også være med til at beskytte drikkevand og skabe langt bedre vilkår for biodiversiteten – altså planter, dyr og insekter. 

Brug for et godt lokalt samarbejde 

Formand for Den Lokale Trepart for Isefjord og Roskilde Fjord, Grethe Saabye, glæder sig over udpegningen: 

”Jeg er glad for, at partierne bag Den Grønne Trepart har valgt at prioritere området omkring Elverdamsåen. Det er allerede med som et muligt område i vores omlægningsplan, og med udpegningen som signaturprojekt får vi endnu bedre muligheder for, at ideerne kan realiseres. 
Et sammenhængende naturområde langs Elverdamsåen vil ikke blot være en stor gevinst for vandet og livet i vores fjorde. Det vil også styrke biodiversiteten på land og give nye muligheder for naturoplevelser. Endelig vil det være med til at beskytte vores værdifulde drikkevand. 
Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at projektet kun kan lykkes, hvis der er lokal opbakning til det. Derfor er der brug for en tæt og god dialog med borgere og især lodsejerne i området.” 

Projektet går nu ind i en analyse- og kortlægningsfase. Naturstyrelsen vil i samarbejde med Lejre og Holbæk Kommuner undersøge områdets muligheder og udfordringer. 

Hvis projektet senere bliver gennemført, vil det ske i tæt dialog med lodsejere og i samarbejde med staten, fonde, borgere og de lokale grønne treparter. 

Det er det markerede område, der er udpeget som signaturprojekt