Børn, forældre og politikere mødes i nyt opgaveudvalg 

Publiceret 08-04-2026

Lejre Kommune lægger op til at nedsætte et midlertidigt opgaveudvalg, der skal arbejde for at styrke tillid, tidlig indsats og sammenhæng på det almene og specialiserede børneområde.  

Udvalget skal komme med konkrete forslag til, hvordan dialogen mellem forældre, politikere og administration kan forbedres, og hvordan børn og familier kan få hjælp tidligere og mere sammenhængende. 
Baggrunden er flere års arbejde med at udvikle både det specialiserede område og den almene folkeskole. Nogle familier har oplevet utryghed og manglende klarhed i samarbejdet med kommunen. Udvalget skal derfor også bidrage til at skabe endnu større åbenhed, tydelighed og fælles forståelse. 

Bred repræsentation af borgere og erfaringer 

På sit møde den 13. april skal Lejre Kommunes Udvalg for Børn og Ungdom drøfte et forslag til udvalgets kommissorium. 
Ifølge forslaget skal det midlertidige opgaveudvalg sammensættes af både politikere, medarbejdere, unge og forældre med vidt forskellige erfaringer fra hverdagen i Lejre Kommune. Der vil blandt andet være tidligere og nuværende elever fra både specialområdet og almenområdet, forældre til børn der har modtaget tidlige indsatser, forældre til børn i specialtilbud, forældre til børn der er vendt tilbage til almenområdet, repræsentanter fra skolebestyrelser samt medarbejdere fra både Center for Børn og Læring og Familierådgivningen.  
Formålet er at sikre et udvalg, der afspejler den brede forældregruppe og de mange forskellige perspektiver, der findes på tværs af kommunen. 

Borgmester: ”Vi skal finde en bæredygtig balance”  

Borgmester Mikael Ralf Larsen understreger, at udvalget skal hjælpe med at sikre en helhed på tværs af børneområdet:  
”Vi står med et område, hvor vi både skal sikre høj kvalitet og en økonomi, der hænger sammen. Det kræver, at vi finder en bæredygtig balance mellem de specialiserede tilbud og den almene folkeskole. Vi har et ansvar for, at alle børn får den rette støtte – men også for, at fællesskaberne i vores skoler og dagtilbud kan trives. Det nye opgaveudvalg bliver en vigtig brik i at finde løsninger, der både er fagligt solide og økonomisk ansvarlige”, siger han. 

Udvalgsformand: ”Tilliden skal genoprettes”  

Formand for Udvalget for Børn og Ungdom, Amanda Badu, lægger vægt på, at opgaveudvalget skal styrke relationen mellem forældre og kommune:  
”Vi ved, at nogle familier har følt sig overset eller ikke mødt i tide. Det skal vi tage dybt alvorligt. Tillid bliver kun genopbygget gennem reel inddragelse, tydelig kommunikation og handling. Derfor er det helt centralt, at forældre, elever og medarbejdere sidder med ved bordet. Vi skal lytte, lære og skabe løsninger sammen.” 
Efter planen skal Kommunalbestyrelsen godkende kommissoriet for det nye opgaveudvalg på mødet den 27. april. Herefter kan interesserede melde sig.  
Arbejdet i udvalget kan begynde til august, og forslaget er, at det afslutter i juni 2027. Undervejs inviteres alle interesserede forældre til et åbent arrangement, hvor de kan bidrage med erfaringer og idéer.