Grøn Pris går til Den Rullende Naturskole 

Publiceret 15-09-2025

Mange har mødt naturskolen, når den ruller ud i Lejre Kommunes smukke natur – og i år blev den hædret med kommunens grøn pris. For skolen bringer naturen helt tæt på vores børn, formidler viden om dyr og planter – og inspirerer os alle til at gøre en forskel. 

Bjørn Lykke Sørensen, Pia Malmquist og Carsten Christiansen

Ved Lejre Høstfestival lørdag 13. september modtog Carsten Christiansen og Pia Malmquist Grøn Pris 2025 på vegne af Den Rullende Naturskole. 

Carsten Christiansen stiftede skolen for 10 år siden som en del af Danmarks Naturfredningsforening. Sammen med Pia har han siden hvert år taget børn i Lejre Kommune med på opdagelse i naturen – både til lands og til vands. Et af de seneste initiativer er undervandsdronen Fjord Explorer, som giver børn og unge et kig under overfladen og hjælper med at følge udviklingen af ålegræs og fiskeyngel. 

Naturen tæt på 

Med traileren fuld af grej – mikroskoper, net, waders, lupper og nu også en undervandsdrone – ruller Den Rullende Naturskole ud til søer, vandløb og kyster. Her kan både børn og voksne komme helt tæt på naturen og opdage dens mange hemmeligheder. 

Flere borgere har indstillet Den Rullende Naturskole til prisen med ord som: 
”De er fantastiske til at formidle natur og dyreliv til børn og voksne” 
”De bringer naturen tættere på børn og unge” 

Den indstilling anbefalede Grønt Råd i Lejre, og Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri bakkede op. Derfor kunne udvalgsformand Bjørn Lykke Sørensen overrække Grøn Pris 2025 til Den Rullende Naturskole. Her sagde udvalgsformanden blandt andet:

”Tak fordi I giver vores børn og unge oplevelser, der kan vare hele livet. Oplevelser, der giver viden om naturen. Oplevelser, der giver respekt for naturen. Det er det, der skal til for at ville passe på vores natur. Tak for det, og tak for jer.” 


Tidligere vindere af Grøn Pris:
 

  • 2024: Lejre Lokalvarme 
  • 2023: Birgit Agermåne