Frivillighedsprisen gik til Christina Halsted og Tina Kramhøj, som står bag Fællesskabet Ung. Her mødes omkring 30 unge – mange med diagnoser og uden andre fritidsfællesskaber.
“I viser, hvad frivillighed kan, når det virkelig gælder. I gør en livsforandrende forskel, når I hver uge skaber aktiviteter og fællesskaber for nogle af vores mest sårbare unge. Hos jer får de et frirum, hvor de kan være sig selv – uden at skulle forklare eller forsvare sig. Hos jer er de ikke dem, der ikke passer ind – de er bare en del af fællesskabet,” sagde udvalgsformand Ida Dyhr, da prisen blev overrakt.
Prisoverrækkelsen fandt sted til en stemningsfuld fredagsbar, hvor der både var underholdning, musik og masser af netværk på tværs af de mange frivillige foreninger og ildsjæle i Lejre Kommune.
Borgmester Tina Mandrup satte ord på, hvad det vil sige at være frivillig:
“At være frivillig er at stille sig til rådighed – ikke for egen skyld, men for andres. Og det giver mening, fordi man får så meget igen: smilene, oplevelserne og glæden ved at se andre lykkes. Det er frivillighedens kerne – at vi vælger fællesskabet. Også når sofaen kalder, når mørket er tungt, og når regnen falder.”
Prisregn
I Frivilligugen er der traditionen tro også uddelt tre andre priser til ildsjæle, der gør en forskel i vores forenings-Lejre.
Mette Wind får Trænerprisen: Søndag blev Mette Wind fra DDS Skjoldungerne overrasket af formanden for folkeoplysningsudvalget William S. Jakobsen. Mette blev rost for sit nærvær, sin hjertevarme og sit store engagement og for at have skabt et trygt og motiverende rum for både børn og voksne.
“Mette er en ægte ildsjæl, der ikke kun skaber aktiviteter for børn og unge, men også leder dem ind i et fællesskab, hvor de kan vokse som mennesker. Hun er både forbillede, historiefortæller og hverdagshelt. Hendes energi, humor og menneskelige forståelse gør spejderarbejdet til meget mere end blot en fritidsaktivitet – det bliver et fællesskab, hvor man altid føler sig velkommen. Mette er et fyrtårn af dedikation, varme og inspiration”, lød det ved overrækkelsen.
Inger Merete Sørensen får Lederprisen: Tirsdag overrakte William S. Jakobsen Lederprisen til Inger Merete Sørensen:
“Du er her, der og alle vegne. Du får prisen for dit frivillige arbejde i hjernemotion, hvor du siden 2018 har været træner for Hjernemotion i det fri. Du sørger for gymnastik til både kroppen og hjernen, og altid til glad musik...efter en formiddag med dig går alle hjem i bedre humør. Du er også næstformand i Sjov Seniormotion. Du er træner i Glad Gymnastik, i Osted Gymnastik, i Gevninge Gymnastik og i New Age Curling. Du er aktiv i Tadre Mølles Venner. Og når sæsonen slutter, så er det dig, der sørger for, at der kommer en fest på bordet – med mad, vin og hygge... Noget af det, som virkelig gør dig til årets leder, er, at du går forrest når det handler om at skabe fællesskaber på tværs af hele Lejre Kommune”.
Allerslev Gymnastikforening får Foreningsprisen: Onsdag blev Allerslev Gymnastikforening tildelt Foreningsprisen af borgmester Tina Mandrup. ”I skaber et frirum, et rart sted at være, et miljø, hvor vi i Lejre kan samles om fælles aktivitet. Når man hører det, kan man jo kun tænke: Det er lige præcis sådan en forening, man har lyst til at være medlem af. Denne pris er ikke bare et skulderklap. Den er en tak og anerkendelse for af alt det liv, I skaber. Den glæde, I spreder. Og den styrke, I giver vores lokalsamfund.”
De indstillede til Frivillighedsprisen 2025 var:
Morten Brogaard Jakobsen fra Hvalsø Løbeklub.
Morten er manden bag de populære Cannonball-løb, hvor han kombinerer motion, natur og fællesskab på en helt særlig måde. Han skaber oplevelser, der rækker langt ud over Lejres grænser – og hans legendariske depoter med både kage og grillpølser er blevet små kult-øjeblikke i løbemiljøet. Morten er beviset på, at en enkelt person kan løfte et helt fællesskab.
Evi Nielsen fra Bramsnæs Hundeejerforening.
Evi har været frivillig i over 20 år og er foreningens hjerte. Hun står for alt fra hvalpetræning til rengøring i klubhuset – altid med varme og overskud. Hun har endda arrangeret hvalpesvømning og byture for hundeejere. Evi viser, at frivillighed er både praktisk arbejde og hjerteligt nærvær.
Pernille S. Glyngø har stået bag Klovneløbet i Kirke Såby.
Fra et lille arrangement for 35 mennesker er det vokset til over 275 deltagere – og undervejs har Pernille været med til at samle næsten 100.000 kr. ind til de Danske Hospitalsklovne. Når man kender historien bag, hvor klovnene engang stod hendes egen familie bi i en svær tid, forstår man, hvorfor hun gør det. Det er frivillighed i sin reneste form: at give videre af det, man selv har mærket.
Læsehestene.
En lille gruppe pensionister, der uge efter uge tager ud og læser for de yngste børn. Tre børn ad gangen – i ro og nærvær. Det er ikke bare højtlæsning – det er sproglig udvikling, selvværd og glæden ved at blive set. Børnene spørger: “Er det min tur i dag?” – og så ved man, at indsatsen gør en forskel.
Bodil Thomsen fra Røde Kors i Hvalsø må vi heller ikke glemme.
Hun er sådan én, der altid har en finger med i alt – og som tilmed tager arbejdet med hjem. Hun syr tasker af gammelt tøj for at støtte foreningen og skabe nyt liv. Og hun gør det med smil og begejstring. Bodil viser, at frivillighed også handler om at få noget godt ud af det, andre smider væk.
Lasse Tarp fra Ledreborg Palace Golf Club.
Han arbejder ulønnet uge efter uge med klubbens unge spillere – i alderen fra 6 til 21 år. Resultaterne taler for sig selv: spillere på landshold, og endda scholarships i USA. Men vigtigst af alt: han skaber et miljø, hvor unge har lyst til at komme, også når det regner. Lasse er en rollemodel for, hvordan frivilligt engagement kan skabe både resultater og trivsel.
Carsten Christiansen er manden bag Den Rullende Naturskole.
Han tager ud og formidler naturen til børn og voksne overalt i kommunen. Han gør det levende, sjovt og nærværende – og han har selv fundet midlerne til at få ideen op at stå. Carsten viser, hvordan én idé kan rulle – bogstaveligt talt – og blive til et fællesskab, der vokser.
Merete Ålborg med gågruppen.
Hver onsdag har hun planlagt en ny rute – og hun formår samtidig at bygge bro til andre fællesskaber, fx med bankospil sammen med Østergård eller besøg i lokale kirker. Merete viser, at frivillighed også handler om at bygge bro mellem mennesker, generationer og steder.