Årsregnskab 2024: “Kvaliteten er blevet løftet, og der er styr på driften” 

Publiceret 26-03-2025

Kommunalbestyrelsen har mandag vedtaget 2024-regnskabet for Lejre Kommune. Det viser et driftsoverskud på 67,4 millioner kroner.  

“Først og fremmest viser årsregnskabet, at der er kommet styr på udgifterne i Lejre Kommune. Det er jeg naturligvis godt tilfreds med. Og især, fordi vi samtidig har kunnet løfte kvaliteten på nogle af de væsentlige velfærdsområder”, siger borgmester Tina Mandrup. 

Kvalitetsløft for børn 

”2024 var økonomisk præget af, at skoleområdet blev opprioriteret med vores flerårige genopretningsplan: Der blev afsat flere penge til lønninger på kommunens folkeskoler, og der blev investeret i kompetenceudvikling for lærere og pædagoger, som skal gøre skolerne bedre for alle børn. Samtidig er der sat gang i udvidelser af Allerslev skole, Hvalsø skole og en større renovering på Kirke Såby Skole. På området for dagtilbud har der også været vækst: I august åbnede det nye Hvalsø Børnehus, og de første skridt blev taget til at opføre et nyt børnehus ved Trællerupskolen til idrætsinstitutionen Myretuen i Gevninge, der er nedslidt og utidssvarende”, tilføjer borgmesteren.

“Det skal være godt at være barn i Lejre Kommune. Og vi prioriterer benhårdt, for at det kan lade sig gøre. Det vidner vores flerårige budgetaftale om med et markant økonomisk løft til både to-lærertimer, så flere børn kan være en del af det almene skoletilbud, og til efter- og videreuddannelse af medarbejderne. Det kræver politisk vilje, og at vi har medarbejderne med os. Så meget desto mere tilfreds er jeg med, at budgettet for 2024 ikke bare er overholdt, men at vi kommer ud med et bedre regnskab, end vi kunne forvente,” udtaler Tina Mandrup. 

Styr på det specialiserede børne- og voksenområde 

"Det er ingen hemmelighed, at der i en lang årrække har været problemer med at overholde budgetterne på det specialiserede socialområde, altså voksne og børn med særlige behov. Området har lidt under, at der har manglet kvalitetsstandarder, sikre sagsgange og tilstrækkelig styring. Den genopretning er vi godt i gang med, og det har været en bunden opgave for administrationen at få kontrol med det. Med et mindre forbrug på 21 millioner kroner i forhold til, hvad vi havde afsat til området, viser det påbegyndte arbejde, at medarbejdernes nye tilgang virker. Det har ikke været let, men medarbejderne har i den grad leveret, og det gør mig særlig glad”, fremhæver borgmesteren. 

Styrker kassebeholdningen 

Med årets resultat er Lejre Kommunes kassebeholdning vokset med 72,4 millioner kroner, så den ved udgangen af 2024 var på 266,6 millioner kroner. 

“En del af pengene føres tilbage til de områder, der har sparet i 2024. Med det flotte overskud har vi også kunnet prioritere at eftergive gammel gæld på et par skoler og et plejehjem. Når regnebrættet er gjort op, kan vi lægge 36,8 millioner kroner i kommunekassen. Det er en kæmpe hjælp, at vi kan forøge vores opsparing, så vi har penge til at udbygge vores tilbud, i takt med at vi får flere borgere” siger Tina Mandrup. 

“Jeg vil betegne vores kassebeholdning som robust, og det er vigtigt af flere grunde. Vi må forvente, at vi alle - også i kommunerne – skal bidrage til vores alles sikkerhed i form af et markant bedre forsvar. Der skal bruges flere penge på klima- og miljøforbedringer. Vi kommer også til at aflevere penge til staten i forbindelse med Beskæftigelses- og Sundhedsreformen. Så alt i er det betryggende, at vi nu har bedre styr på økonomien og en mere robust kommunekasse”, siger Tina Mandrup. 

Regnskabet kan læses i referatet fra mandagens møde i kommunalbestyrelsen - klik her