Det er en kold fornøjelse at være skolepatrulje i de kolde og mørke vintermåneder, og det standhaftige arbejde fortjener anerkendelse. Derfor markerer Lejre Kommune elevernes særlige indsats i uge 5 og hylder skolepatruljen, der hver morgen sikrer en tryg og sikker skolevej for deres klassekammerater.
Derfor trak borgmester Tina Mandrup onsdag morgen i en gul refleksvest og overraskede skolepatruljen foran Hvalsø Skole med varm kakao og varme ord. Her stod Mille og Silke fra 6.C klar i refleksveste til at hjælpe deres skolekammerater sikkert over vejen. De fik takkeord fra borgmesteren – men kakao havde de ikke tid til. De var på en opgave:
“Tusind tak for, at I står op for sikkerheden. I skal jo stå tidligt op, og her om vinteren er det virkelig prisværdigt. Og så skal I være modige og tage ansvar her, hvor der både kommer biler og bløde trafikanter. Det er godt gået og dejligt at se, hvor dygtige I er til det.”
Torsdag morgen hyldes de øvrige skolepatruljeelever til eventet Det Sureste Show.
Danskerne bakker op om skolepatruljerne
Skolepatruljeindsatsen bidrager til trygheden omkring skolerne. Samtidig har skolepatruljerne en meget konkret indvirkning på trafiksikkerheden, da næsten alle trafikanter, som kommer til at køre for stærkt på skolevejen, sætter farten ned, hvis de ser en skolepatrulje.
”Der sker heldigvis kun få alvorlige ulykker på danske skoleveje, og skolepatruljen er uden tvivl med til at bidrage til både trygheden og sikkerheden på skolevejen. Det er måske svært at begribe, at man i 6.-7. klasse har en betydning for andre på den måde, men det er ikke desto mindre tilfældet, så stor tak herfra,” siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Hyldest over hele landet
I alt deltager 82 kommuner i Den Sureste Uge 2025, hvor kommuner, politikredse og skoler samles om at fejre skolepatruljerne. Mange steder bydes der på varm kakao, chokolade eller friskbagt bagværk til eleverne, der ofte starter deres dag tidligere end alle andre for at sikre en tryg skolevej.
Når skolepatruljerne i uge 5 stiller sig ud på skolevejen, stiller de sig på skuldrene af mange generationer før dem, som også har taget ansvar for deres lokalområde og skolens trafiksikkerhed. Skolepatruljeordningen blev lanceret i Danmark i 1949 efter amerikansk inspiration, og siden er der oprettet skolepatruljer landet over, hvor tusindvis af elever har bidraget til en tryg start på skoledagen.
Den Sureste Uge er en årligt tilbagevendende og landsdækkende kampagne, som sætter fokus på skolepatruljernes indsats i den mørkeste og koldeste tid af året. Kampagnen arrangeres af Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen.