Klimaugen inviterer til inspiration, fest og handling  

Publiceret 20-08-2025

Klimaretfærdighed, lokale arbejdspladser, grøn fællesspisning og høstfest. Klimaugens program spænder bredt og inviterer alle ud i den grønne kommune. 

Lejre Kommunes årlige Klimauge er for alle, skabt af de mange. Fra fredag den 5. september til lørdag den 13. september er der 28 klimaarrangementer fordelt i hele kommunen,  

På Øm Klostergård kan man deltage i regenerativ høstfest, kursuscenter Ådalen holder foredrag om den klimarobuste have. I Domus Felix er der tøjbyttemarked og høstfestival. Skolebørn inviteres til cirkus om klimaretfærdighed. Og så er der flere grønne erhvervsarrangementer. 

Borgmester Tina Mandrup skyder Klimaugen i gang ved et erhvervsarrangement fredag den 5. september kl. 15 til Lejre Erhvervsforenings Fyraftensmøde om lokale arbejdspladser.  

” Lokale arbejdspladser er bæredygtige arbejdspladser på flere måder. At arbejde lokalt betyder naturligvis mindre transport , og samtidig styrker det vores lokale fællesskaber. Jeg ser frem til at sætte Klimaugen i gang – denne gang i en tom erhvervsbygning i Hvalsø, hvor der er plads til drømme og nye aktiviteter. Omdannelsen af den tomme bygning til nyt kontorfællesskab flugter med iværksætterfokusset i den nye erhvervspolitiske strategi, som kommunalbestyrelsen vedtog før sommerferien”, siger borgmesteren.  
Erhvervsarrangementet finder sted i den tidligere Coop 365-butik på Søvej i Hvalsø, hvor et nyt kontorfællesskab er under udvikling. Det er gratis og åbent for alle, men kræver tilmelding af hensyn til forplejning (se mere her). 

Borgere løfter bæredygtighed  

Klimaugens arrangementer er i høj grad udviklet og arrangeret af de mange ildsjæle, der brænder for grøn omstilling. Lejre Kommunes Klimaugepulje giver tilskud til flere af arrangementerne. 

”Det er femte gang vi holder Klimauge i Lejre Kommune, og det glæder mig at se, hvordan borgere og foreninger bidrager til den grønne omstilling. Det engagement så jeg også under arbejdet med vores netop vedtagne Klimaplan, der skal være med til at gøre Lejre Kommune både CO₂-neutral og klimarobust. Planen blev i høj grad skabt i samarbejde med borgere, foreninger og erhvervsliv, der alle har bidraget aktivt gennem en række workshops og dialogmøder” fortæller Grethe Saabye, der er formand for Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal Udvikling.  

Se program her