Bogmesse i børnehøjde

Publiceret 24-04-2025

Hvordan finder man ud af, hvilke bøger børn og unge gider læse? Man spørger dem – eller endnu bedre: lader dem vælge selv. Det var præcis, hvad Lejre Kommune gjorde, da omkring 500 elever fra kommunens 8 skoler onsdag den 23. april indtog Hvalsøhallen til en bogmesse helt i børnehøjde.

Med afkrydsningsskemaer i hænderne gik eleverne på opdagelse blandt standene fra 14 forskellige forlag. Målet var klart: at finde de fedeste bøger til en ny fritlæsningskasse, der skal rejse fra skole til skole. Kommentarer som ”Den her har jeg læst – den er fed!” og ”Må vi købe den her?” summede gennem hallen, hvor bøger blev gransket som ægte skatte.

Kendte forfattere inspirerede de unge

På scenen og rundt omkring i hallerne kunne eleverne møde populære forfattere som Kenneth Bøgh Andersen, Nicole Boyle Rødtnes, Gry Kappel Jensen og flere andre.
Kenneth Bøgh Andersen fortalte om sin bog Dødens terninger – historien om en helt almindelig dreng, der ved en fejl kommer i lære i helvede. Publikum lyttede intenst, især da forfatteren stillede det tankevækkende spørgsmål: Hvad sker der, hvis ingen længere dør? Måske er evigt liv slet ikke så spændende endda...

Børnene som indkøbere og ambassadører

Hver skole har fået 20.000 kr. til bogindkøb – svarende til cirka 70 nye bøger – og det er elevernes stemmer, der afgør, hvad der skal stå på hylderne. Når bøgerne er i hus, skal hver skole udpege to elever som booktalkere, der – efter træning med en professionel skuespiller eller forfatter – skal tage rundt i klasserne og sprede læselysten blandt deres klassekammerater.

Børnebogmessen er arrangeret af Lejre Bibliotek & Arkiv og har modtaget støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens læselystpulje.