De fem lukkede sportshaller genåbner mandag

Publiceret 18-10-2024

Problemer med loftslamper førte til, at de fem haller måtte holde lukket i hele efterårsferien. Problemerne er nu udbedret, og alle er velkomne igen fra mandag den 21. oktober.

Kort før efterårsferien besluttede Lejre Kommune at lukke fem af sportshallerne midlertidigt – nemlig hallerne i Lejre, Osted, Trællerup, Sæby-Gershøj og Bramsnæsvig. 

Årsagen var, at der inden for kort tid havde været flere problemer med den ellers nyrenoverede loftsbelysning. Først var der en krog, som slap en loftsplade. Derefter var der problemer med et lampeophæng. Og endelig knækkede en øjebolt, som var med til at holde en loftslampe oppe.

Ingen af lamperne er faldet ned, og ingen er kommet til skade. Alligevel valgte Lejre Kommune af hensyn til brugernes sikkerhed at holde de fem haller lukket i uge 42.

Ophæng udskiftet i alle fem haller 

I efterårsferien har Lejre Kommune gennemgået lamperne i alle fem haller sammen med en uvildig rådgivende ingeniør. Konklusionen blev, at lamperne var blevet hængt op i for spinkelt materiale. Derfor har leverandøren brugt efterårsferien på at udskifte lampeophængene, og derefter har kommunens rådgiver kontrolleret, at de nu hænger helt efter forskrifterne og fabrikantens krav. 

I de sidste to haller bliver arbejdet helt færdigt mandag morgen, og dermed vil hallerne igen kunne bookes og benyttes som vanligt. 

 Jessie Lynggaard, chef for Center for Ejendomme i Lejre Kommune, er glad for, at der nu er bragt orden i sagerne: 

”Det er klart, at man skal kunne færdes trygt i Lejre Kommunes haller. De episoder, vi har haft med vores nyrenoverede belysning, burde slet ikke kunne ske, så det er en sag, vi har taget særdeles alvorligt. Jeg er glad for, at det hele nu er udbedret i samarbejde med leverandøren og vores rådgiver, så alle haller igen er klar til at blive brugt af børn og voksne fra mandag morgen. Samtidig vil jeg gerne takke foreninger og borgere for deres tålmodighed og forståelse”, siger Jessie Lynggaard.