Rummelighedsprisen 2024 går til Ingemann Maskinfabrik

Publiceret 29-05-2024

Prisen får de for deres arbejde med at rumme mennesker med særlige behov. Det blev fejret hos Ingemann med taler, anerkendelse og hygge blandt de store maskiner.

Fra venstre: Bo Ingemann, Lars Hjulmann, Ole Blickfeldt, Helge Ingemann.

Indstillingen til Rummelighedsprisen kom fra en medarbejder, Henrik Hansen, og den rørte Ole Blickfeldt, formand for Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, fortalte han til prisoverrækkelsen:

”Jeg må indrømme, at det rørte mig meget at læse Henrik Hansens flotte ord om sin arbejdsplads. I sin indstilling fortæller Henrik sin historie, der starter, da Henrik kom i lære under Helge Ingemann i 1990. Efter 9 år her på maskinfabrikken valgte Henrik at forfølge drengedrømmen om et job i politiet. Drømmen blev udlevet - men brast desværre i 2017, da Henrik måtte pensioneres efter en skade i tjenesten. Det hørte Helge Ingemann om på vandrørene, og Henrik blev tilbudt fleksjob på sin ”gamle” arbejdsplads. Her er Henrik stadig den dag i dag. Og de særlige behov, som han har, bliver rummet her på arbejdspladsen. Jeg er dybt imponeret over den trofasthed, som Henriks historie vidner om. At Ingemann, på trods af tiden der er gået, stadig bekymrer sig om en tidligere medarbejderes velbefindende - og skaber plads til de nye behov. Det er i sandhed en rummelig arbejdsplads og et rummeligt menneskesyn”.

Lars Hjulmann, administrerende direktør, takkede for prisen:
”Prisen betyder vanvittigt meget for os. Vi er ekstremt stolte og glade for hermed at kunne slå et slag for rummeligheden og inspirere andre virksomheder til at give plads til mennesker, der er kommet uden for arbejdsmarkedet”.

Lars takkede også Henrik for at lave indstillingen og sendte samtidig en tak til de øvrige medarbejdere, der hver dag gør hverdagen rummelig. Helge Ingemann, der startede Ingemanns Maskinværksted i 1975, blev også takket:
”Virksomhedens DNA er skabt af Helge Ingemann. Han har taget folk ind, der var tæt på at komme ud i noget skidt, eller havde været ude i noget skidt, og som han har inddraget. Det er det, vi fortsætter med her”.

Henrik indstillede sin arbejdsplads for at sige tak, fordi de tog imod ham – nu som fleksjobber.
”Jeg er her hver onsdag i 4 timer. Jeg glæder mig altid til at komme. Jeg har verdens sødeste kolleger. Og jeg er ikke den eneste, som Ingemann gør noget for. Vi er 12, og heraf er der to lærlinge og to på særlige vilkår”.

Fra venstre: Henrik Hansen og Lars Hjulmann

Fra venstre: Henrik Hansen og Lars Hjulmann.