Når man nævner ordet herregård, forestiller mange sig et slot med tårne og spir, eller store massive murstensbygninger omkring en borggård. Men herregårdene i Bramsnæs er noget ganske andet, i alt fald når vi taler om ”salshuset” eller hovedbygningen, hvor herremanden havde sin bolig.
Inden for den nuværende Bramsnæs kommune var jorden tidligere fordelt mellem fire godser, og dertil kom et mindre antal gårde, der har hørt under andre godser uden for kommunen. Disse gårde lå fortrinsvis i Lyndby sogn og har hørt under Lindholm og Ledreborg samt Københavns Universitet.

De fire herregårde i Bramsnæs er Egholm, Ryegaard, Trudsholm og Krabbesholm, her nævnt efter alder. Som alle andre steder har der været mange ejere gennem tiden, men der er dog en vis kontinuitet. Krabbesholm blev udskilt af Egholm i 1673, men fortsatte med at have samme ejer indtil 1806. Ryegaard kom i 1735 i slægten Rosenkrantz eje, hvad den fortsat er trods visse spring i slægtstræet. Fra 1737 blev også Egholm og Krabbesholm en del af Iver Rosenkrantz’ til Ryegaards samlede gods, og i 1777 købte hans søn Frederik Christian R. desuden Trudsholm. Efter dennes død i 1802 blev godset splittet op, for at der kunne oprettes et stamhus. Egholm og Krabbesholm blev solgt fra, og kort efter også indbyrdes adskilt. Ryegaard og Trudsholm er fortsat under samme ejer; i dag er det Johan Greve Rosenkrantz Scheel.

Hver af herregårdene har en særlig historie hvad angår hovedbygninger. Der er mange andre egne, hvor herregårde er ændret, revet ned osv., men her har vi kun én hovedbygning, der er over 170 år gammel. Og så kan det dårligt ses, men herom senere.

Egholm
Udgravninger har påvist at den ældste bygning på holmen er rejst i 1200-tallet . Det er en velbevaret muret kælder fra et beboelseshus og spor af flere bygninger. Midt på holmen har sandsynligvis stået et forsvarstårn, anlagt på det højeste punkt. Holmen har været omgivet af vand, som fremkom ved at man byggede en dæmning over en bæk et par kilometer længere mod vest. Dæmningen findes endnu, her krydser vejen mellem Nørre Hyllinge og Vellerup ådalen. Bækken bærer navnet Vejlemølleå, fordi der her i vejlen har ligget en vandmølle.
Egholm har senere fået en donjon, en gotisk bygning til både forsvar og bolig med mure op til 4 m. tykke. Samtidig med dette anlæg har der været et tårn med vindebro, hvorfra man har kunnet komme ind på fast land. Broens stolper kan have givet forstavelsen Eg- til herregårdens navn, Egholm.
Forsvarstårnet er sidenhen erstattet af en renæssancebygning, en ”ypperlig, ældgammel gård med to fløje og fire spir” . Sagnet fortæller, at Frederik Christian Rosenkrantz lod dette slot skyde i stykker med kanoner, da han overtog det efter sin far Ivar Rosenkrantz. Angiveligt skulle det være en hævnakt, fordi han her var blevet hårdt revset af faderen i sin barndom.
Egholm var nu uden hovedbygning indtil 1841, hvor den nuværende blev opført i en enkelt klassicistisk stil inspireret af Bernstorff slot. Herregården har skiftet ejere mange gange og ejes i dag af Ole Falck. Vil man se herregården hjemme i stuen, kan man sætte den danske film ”Pigen fra Egeborg” i videoen. Filmen blev optaget på Egholm i 1969.

Krabbesholm
Denne herregård blev dannet af en nedlagt landsby i 1673. Det var den daværende ejer af Egholm, baron Oluf Rosenkrantz, som fik kongelig tilladelse til at oprette en herregård af jorden fra den ødelagte landsby Vinderup. Tidspunktet taget i betragtning, var det nok svenskekrigene, der havde lagt landsbyen øde. Der er dog ingen skriftlige kilder herom.
Stedet fik navnet Krabbesholm efter Rosenkrantz’ hustru Brigitte Krabbe, men det blev ikke fuldt udbygget. Oluf Rosenkrantz blev i 1682 idømt en højesteretsstraf for sit forsvarsskrift for den gamle adel. Den slags tålte enevoldskongen ikke, og Rosenkrantz skulle sælge sit gods, så midlerne kunne gå til et ridderakademi og resten til hans svigersøn for dennes fortjenester i krigen.
Der blev ikke bygget en hovedbygning på Krabbesholm de første par hundrede år, kun avlsbygninger med boliger til folkene. Herregården var da også under samme ejer som Egholm indtil 1806. Efter et par hurtige handler blev Krabbesholm, med tilhørende fæstegods i Sæby, Gershøj og Store Karleby, i 1810 købt af stadsmægler Nicolai Abraham Holten.
Under denne ejer blomstrede godset i 40 år, men uden at der blev bygget en hovedbygning. Driften lå i hænderne hos en forvalter, og herskabet boede på en mindre ejendom, Lindegården i Skibby sogn.
Efter Holtens død blev Krabbesholm gods i 1852 solgt til Lars Trolle. Og straks blev der opført et lille slot i nygotisk stil. I 1940’erne fik dette en havestuetilbygning mod øst.
Omkring år 1900 blev hele avlsgården ombygget. I den anledning fik Krabbesholm en stor forvalterbolig, der ligger vis-a-vis hovedbygningen med avlsgården imellem.
Krabbesholm er i dag et velholdt anlæg med stor have, skov mod nord, og alléer i tre retninger.

 

Den romanske kælder fra omkring 1250 dukkede op på slotsholmen ved Nationalmuseets udgravning i 1959-1960. Kælderen i to fag krydshvælv er kun 3,2 x 5 m., og den har været en del af et bindingsværkshus til beboelse.

 

2)
Egholm stod derpå uden salshus indtil 1841, hvor godsejer Wolfgang v. Haffner byggede den nuværende hovedbygning midt på den gamle borgbanke. Her ses den på et stik fra omkring 1860.

3)
Egholm slot er en enkelt klassicistisk bygning med et fremspringende rundt midterparti mod haven.
Det er stadigt tydeligt at slottet ligger på en borgbanke. Bygningen er velholdt og fik for få år siden nyt glaseret tegltag


4a + 4b)
Oluf Rosenkrantz og Birgitte Krabbes portrætter hænger i dag i Sæby kirke. Det var fruens navn der indgik i navnet på den nye herregård, men hun fik ikke megen glæde af den. Hendes mand måtte sælge godset i 1684 som straf for en forseelse, og begge døde i 1685.


5)
Stik af det nybyggede Krabbesholm slot fra 1850’erne. Bygningen i nygotisk stil blev opført af ejeren Lars Trolle, der dog solgte igen i 1871.


Ryegaard
Det ældste Ryegaard lå i selve Rye by, umiddelbart vest for kirken. Her blev sporene af en frådstensbygning og en murstensbygning afdækket af Roskilde Museum i 1987.
Fra skriftlige kilder ved vi, at Johanne Oxe omkring 1575 flyttede hovedgården væk fra fællesskabet med landsbyen og ca. 1 km. mod vest. Her blev der i tidens stil udgravet en voldgrav omkring en holm, hvorpå hovedbygningerne blev opført. Det var to parallelle bindingsværksbygninger i to stokværk med udskårne dekorationer i træværket. Det er uvist, om de to huse på et tidspunkt har været forbundet med en fløj.
Avlsgården lå øst for slotsholmen, og desuden lå der nogle boliger, gartneri samt senere et enkesæde syd for dette dobbeltanlæg.
Det andet Ryegaard er foreviget på forskellige malerier fra 1800-tallet. Desuden fremgår placering af bygninger og haveanlæg af nogle kort fra samme periode.

De første 200 år skete der kun små ændringer med Ryegaards bygninger, men da Frederik Christian Rosenkrantz Scheel i 1862 overtog godset, blev stort set alt ændret. Han lod over en snes år alt det gamle rive ned, både hovedbygninger og hele avlsgården. Der er derfor i dag kun en stald fra 1656 tilbage af det gamle anlæg, og desuden skal enkeltdele af 1500-tals bindingsværket være bevaret i det lille Galtebjerghus.

Det tredje Ryegaard stod færdigt i 1880, igen en meget tidstypisk bygning nu med tre fløje, kamtakkede gavle, midtertårn med et stejlt tag og meget store vinduer alle steder. Bygningen var i røde mursten, og bygget med meget brede spænd mellem de bærende mure. Indretningen af bygningen samt byggemåden gjorde den efterhånden ubeboelig, da antallet af tjenestefolk mindskedes efter Anden Verdenskrig. Herskabet flyttede ind i Enkesædet og slottet blev kun sjældent brugt. I 1974 blev det revet ned, og slotsholmen er i dag tom for bygninger.


6)
Frederik Christian Rosenkrantz ejede i perioden 1777-1802 alle fire herregårde i Bramsnæs kommune. Han havde betroede stillinger i statsforvaltningen og har næppe tilbragt megen tid på sine godser. Dog var hans byggetrang og lyst til at skabe nye anlæg legendarisk og præger stadig egnen omkring Ryegaard. Han oprettede bl.a. garveri, teglværk og kalkbrænderi, og han opførte og drev en spindeskole i Rye landsby, hvor almuepigerne lærte finere spinding.

Det var i de to bindingsværksbygninger på slotsholmen, at herskabet boede, når de opholdt sig på Ryegaard. Bygningerne overlevede i 300 år fra ca. 1575 og til 1877, hvor de blev nedrevet. På det lille Galtebjerghus ved Sonnerupvej kan man finde enkelte dele af det gamle bindingsværk genbrugt.


8)
Den gamle avlsgård lå lige øst for slotsholmen og var sammenbygget af tre sammenbyggede fløje, med ekstra bygninger imellem sidefløjene. På maleriet, der må være fra 1840’erne, ses den sydlige af de to gårdspladser. Den nordligste fløj bestod delvis af en muret bygning fra 1677, og er det eneste af de gamle bygninger, der stadig eksisterer.

9)
I årene forud for nedrivningen af den gamle hovedbygning, blev der først bygget nyt enkesæde i engelsk cottagestil, og dernæst ny avlsgård med forvalterbolig og stort mejeri. Avlsgårdens folk er her opstillet foran førstnævnte. Den tværgående tagryg i baggrunden er ”mejerisalen”. Bemærk det store dueslag til højre.

10)
Det tredje Ryegaard fik den korteste levetid, slottet stod kun fra 1880 og til 1974, og det eneste der er tilbage, er den samtidige bro over voldgraven.


Trudsholm
Den ældste herregårdsbygning i Bramsnæs er Trudsholm, men det ser ikke sådan ud ved første blik.
I tidlig middelalder kendes en herregård i Sonnerup sogn under navnet Grubbe-Ordrup. Måske er det samme gods som Trudsholm, der først fik dette navn i 1580’erne. Ejerinden hed da Ide Trudsdatter Ulftand, og hun har sandsynligvis opkaldt godset, der da hed Horsestald, efter sin fader.
Hun blev gift i 1551, samme år som hovedbygningen blev opført, ifølge en nu forsvundet indskrift. Denne bygning er et klassisk renæssancehus med 1,5 m. tykke mure og beliggende nord-syd. Der er kun kælder under ca. 3/5 dele af huset i den sydlige del. På vestfacaden kan man skelne en sammenbygning udfor kælderens nordlige væg, så huset er helt sikkert udvidet denne vej. På østsiden mod gården var der et 8-kantet trappetårn, lidt forskudt for facadens midte i nordlig retning, men stadig ud for den del af bygningen, der har kælder.
Hovedbygning har sammen med avlsbygningerne ligget på en holm omgivet af voldgrave, og et par malerier fra 1800-tallet giver sammen med kortmateriale et indtryk af det gamle anlæg.
I 1870’erne blev også Trudsholm ”offer” for F.C.R. Scheels byggelyst. Der findes et sæt tegninger fra marts 1874, med planer for ombygningen, der foregik i de følgende år. Huset mistede sit udvendige trappetårn og de høje gavle med kamtakker. Taget blev lavere og skiferklædt, og alle indvendige skillerum blev tilsyneladende ændret. Bjælkelagene i etageadskillelserne er muligvis også ændret, i alt fald mellem kælder og stueetage. Der kan således have været hvælvede kældre, men vi ved det ikke.
Sammen med en ny indvendig opdeling af huset blev der også anbragt vinduer herefter. Udvendigt er huset overkalket. Ved ombygningen fremkom en bolig, meget lig nybyggede herskabslejligheder i København, med høje smalle døre og indvendige trætrapper.

Avlsbygningerne blev også bygget om, blandt andet i tidens foretrukne byggemateriale til den slags, dvs. tilhuggede kampesten. Der havde i mange år været og blev fortsat drevet et større herregårdsmejeri på Trudsholm.
I dag er der kun en enkelt avlslænge tilbage, og Trudsholm hovedbygning sover tornerosesøvn. Huset har stået uden beboere i en snes år, og tiden og tomheden har været hård ved den byborgerlige indretning. Måske havde huset i den gamle form fra før ombygningen klaret sig bedre, men det havde stadig ikke været velegnet til et moderne liv.
Huset og den bevarede staldlænge udlejes til fester og andre arrangementer, og kan med pyntning og stearinlys blive vældigt stemningsfuld.


11)
Et maleri fra begyndelsen af 1800-tallet viser en smule af Trudsholm og en hel del af landskabet ud mod Isefjorden. Det er det eneste sted man kan se hvordan renæssancehuset har set ud, før den store ombygning i 1870’erne, der moderniserede huset til ukendelighed.

12)
Det er svært at se at Trudsholm er en renæssancebygning, når man i dag ser facaden mod øst. Ud mod voldgraven anes dog spor af de gamle vinduesbuer, og husets ringe dybde antyder også alderen.


13)
Mikkelsdagsgilde i september er en gammel tradition som Bramsnæs Lokalhistoriske Forening har taget op. I 2001 og 2003 fik foreningen lov til at låne Trudsholm af Johan Scheel, så suppen kunne koges i køkkenet og derefter indtages af glade mennesker i ”salen”. Og i stearinlysenes skær er huset meget stemningsfuldt.