Rye landsby i 1804

Herr Anders, med efternavnet Nielsøn Hasle, var født i Skåne og blev student fra Roskilde Katedralsskole 1645, samme år som bønderne i Rye måtte vænne sig til nye vilkår. Herr Anders blev kaldet til Rye og Sonnerup menigheder i 1651, ikke et af de værste, men heller ikke et af de bedste steder. Sognene hang ikke sammen og den lange tur til hest gennem skovene til Sonnerup krævede en stærk fysik og fortrøstning i Gud.
Med Maren overtog han både indbo og hest, tjenestefolk og bøger. I præstegården var det kun Maren, der blev ramt af pesten, tabet var til at bære. Kun en måned efter Marens død i 1658, blev han for alvor ramt i hjertekulen. De svenske krigskarle var redet forbi og det var onde tegn. Men at de i slutningen af februar skulle sidde kun 4 mil fra ham i Roskilde og tilrane sig hans kære hjemegn ved en ussel fredsforhandling, det havde han aldrig drømt om. Og han havde ikke vænnet sig til tanken endnu, det havde hjulpet lidt, da han året efter i januar 1659 kunne begrave to svenske ryttere, der ”bleff skut ihjel udi Egbÿ” hos Tÿge Pedersøn, men det sagde han ikke højt. Nu var krigen vist slut og kongen havde taget magten over adelen som ”suveræn arveherre”.
Hans egen herremand Niels Trolle havde klaret sig og sine mange embeder uskadt igennem hele krigen, sidst som norsk statholder og rigsviceadmiral. Herr Anders havde kun mødt ham få gange, Niels Trolle havde større og vigtigere godser end Ryegaard.
Niels Trolle satte en trold på sit kapel i Roskilde Domkirkes nordre tårn. Her blev han stedt til hvile i 1667, efter at være omkommet i en ”kørselsulykke”.

Nej, Christen Mouritzen var kommet til Ryegaard for at bringe orden i bøndernes adfærd og måden de drev deres fælles landbrug, de skulle have en ”skråe” – en samling vedtægter for landsbyen.
Bymændene blev tilsagt, og måtte gennem flere dage gøre rede for, hvordan driften af landbruget fungerede. Hvordan blev de kaldt sammen? Hvordan blev de enige? Hvordan skulle de færdes i vangene og i skoven? Der var mange spørgsmål fra Troldholms ridefoged, og undervejs blev det klart for ham at uenigheden var stor, og han måtte flere gange lægge sig imellem, når de slog til hinanden og kaldte hinanden sprogets værste gloser.
Den færdige skråe fik da også 71 artikler, hvoraf de fleste kom til at handle om begrænsning af slagsmålene bymændene imellem. Det var blevet dyrt for mange i de følgende år, deres koner måtte brygge ekstra, for de fleste bøder skulle erlægges i øl. Men det betød f. eks. også at Anders Jyde efterhånden blev godtaget i byen. Ham kunne de let drille med hans underlige sprog; hver gang måtte hans hidsighed bødes i øl og det gav mange gode stunder.
Skråen blev underskrevet af alle bønderne med deres bomærker, de samme der blev sat på redskaber og brændt i kreaturernes pels - skrive kunne ingen, læse nogle få. At de derudfra skulle kunne følge skråens mange artikler var i sig selv umuligt, og det betød, at Peder Møller fra Rye mølle blev genvalgt som oldermand i flere år, han kunne både læse og regne.
Men det meste af skråen var jo bestemmelser fra Arilds tid, og ridefogeden havde da også skrevet nogenlunde det op bønderne berettede om driften, som f. eks.: ”Item hvilken mands oxe eller koe, som kommer i vongen i nogen mands eng eller korn, bøde for hver støcke 1 sk. Er der stor skade på ferde, bøde efter fire brødres sigelse” – eller : ”Item den søndag nest efter st. Voldborig dag skal hver mands gierder vere lovlig lugte, eller bødde 1 fjerring øl.”
Alle artiklerne om skændsmål og slagsmål var mest af advarende karakter, såsom: ”Item hvilken mand, som ofverfalder anden på torfvevei eller kirkevei med skiendsord, slaug, trussel eller hug, bøde 1 fjerring øl, om hand klager på hanem.”

I det frygtelige år 1658, hvor svenske ryttere kom hærgende gennem sognet flere gange, brændte kirken også. Alle mente, at det måtte være svenskernes værk, men ingen var rigtigt sikre. Gud ske tak og lov var kirken i 1643 erhvervet af Niels Trolle ved mageskifte med Kronen. Uden ham var den næppe bygget op endnu. Men her, tre år efter, stod kirken endelig helt færdig, og i sædemåneden1661 var prædikestolen omsider blevet sat op.
Stolen var prægtig i bøndernes øjne, udskåret med engle, vrængende masker og våbenskjold i mange farver og med grøn og rød lasur og guld. Morten Lauritzøn og Peder Marcussøn havde været kørende til Roskilde for herskabet, for at hente stolen i Caspar Lubbekes værksted. Vejen var lang og kendt, men dog noget forbedret efter at Herremanden havde bygget bro over åen. Peder Snedker havde haft æren af at være håndlanger, da mester Caspar nogle dage efter var kommet til Rye for at sætte stolen op.
Ved Lauritz Olufssøn og Mette Madsdatters bryllup d. 23. søndag efter Trinitatis var stolen første gang i brug – og Herr Anders brugte den længe – så længe, at kun de, der havde medbragt et kulbækken gik derfra med følelse i fødderne. Nu ville man lige se nærmere på sagerne.
Kirken var dunkel, men Søffren Degn var med og tændte en prås. Sammen med Peder fra Rye mølle lykkedes det ham at tyde og tolke bogstaverne over og under våbenskjoldene: FMR - Frue Mette Ryd med en hvid diamantbosse eller rude på blå bund, HNT - Herr Niels Trolle naturligvis med trolden, FHRK , Frue Helle Rosenkrantz med sparrer og løver. Hvem Mette Ryd og Helle Rosenkrantz var, vidste de ikke, men det var vel hans hustruer. Herr Niels Trolle kendte de som herskabet, men kun nogle få havde været tæt nok på ham, til at genkende hans ansigtstræk. Måske var de som det afhuggede troldehoved over hans våbenskjold med den hovedløse haletrold? De kendte godt til trolde og trolde var ikke altid onde. Alle havde hørt, hvordan en trold for mange år siden havde hjulpet herremanden på Aastrup. Det var tørke og Elverdamsåen var uden vand, møllerne kunne ikke kværne og herremanden gik op mod Sonnerup landsby for at se på de golde marker. Her mødte han trolden, der spurgte hvad der tyngede ham? Jo, han var uden vand til sine møller – er det vand du vil have, så kom med mig. Trolden gik med et træ i hånden og med det slog han på bakken, straks vældede vandet frem: Her har du vand til mindst 4 møller sagde trolden og forsvandt. De kendte alle Sortekilden og de mange hvinende møller den drev vest for Sonnerup. Nej, nogen trold eller djævel havde Niels Trolle ikke været for dem – kun den gode slags som i Sonnerup. Tingene havde ændret sig i den snes år, de havde været hans vornede bønder, men tørken og de kolde vintre, svenskernes hærgen og pestens raseren, det måtte være Herrens straf over deres syndige liv – ikke Herremandens.
De bad hver især en bøn for Karens sjæl og for deres egen, og løb derefter hjem gennem sneen til deres varme stuer og juleforberedelserne. Der var endnu nok at gøre, inden de igen stod i kirken til julemessen og den efterfølgende Julehelg.

”Den 16. Dec. Bleff begraffuen Karen Hansdatter som var Hans Skrædders moder udi Rye”.

Rye bymænd havde båret gamle Karen fra huset i rækken og op på kirkegården. Hans havde fået hjælp af Anders Bødker og Jens Glarmester til at kaste moderens grav i den sydvestlige side af kirkegården, lige indenfor stetten om risten og til venstre, 20 alen. Gudskelov havde der ligget en lille høstak her, så jorden var kun frosset en håndsbredde ned.
Præsten Herr Anders foretog jordpåkastelsen, mens sneen hvirvlede omkring følget, og Fadervor og Velsignelsen blev hurtigt remset af.
Herr Anders nærmest løb ned ad bakken til præstegårdens varme stuer, hvor hans hustru Karen Therkildsdatter ventede. Hun var hans hustru nr. 2, kun 30 år mod hans 38, og dog var der stadig ikke kommet børn.
Det var næsten fire år siden, at præsten havde lagt sin første hustru ”Hæderlige dannequinde Maren Nielsdatter” i graven. Hende havde han måttet overtage efter sin forgænger Poul Sørensen Sorte og hun var langt over den alder, der førte kvinder i barselseng. Maren var død af pesten, der havde toldet godt i menigheden i 1657 og fortsatte hermed langt ind i 1658 . Ved den gamle præstekones død var Rye by mødt talstærkt op og her var begravelsen da også sluttet inde i kirken, hvor Herr Anders havde holdt en smuk ligprædiken over sin hustru. Det manglede også bare, hun havde været god ved ham, nærmest moderlig, da han som 28-årig afløste den gamle pastor, både på prædikestolen og i ægtesengen.

Gitterlåge ved Trolles kapel i Roskilde Domkirke

Her ved Karens begravelse var der ingen ligprædiken, skrædderen havde ikke penge til at betale for en prædiken, det var kun folk som ”Poffvel Jørgensøn på gaarden” eller Lauritz Ladefoged, som havde midler til den slags. Karen kom i jorden uden at hendes livsløb blev remset op – der var såmænd heller ikke så meget at sige - og dog.
Karen var såmænd født på en af de gode gårde i Jenslev, gift til en anden god gård i Ejby, lige netop de to gårde som den nye herremand Herr Niels Trolle havde købt i 1643. Karens mand var en dygtig bonde og den nye herremand havde derfor sat dem ind på en af de sølle gårde i Rye, om end den var den største. Den skulle de så bringe på fode.
Herr Niels Trolle havde mange ideer, der skulle være orden i sagerne. Rye bymænd havde skumlet, da herremandens ridefoged og fuldmægtige fra Troldholm, Christen Mouritzen var dukket op på Ryegaard. Troldholm var herremandens store gods langt borte i Sjælland, her blev der bygget nyt og stort hørte man. Men Rye bymænd skulle ikke til at bygge nyt slot i teglsten, for Niels Trolle var ikke til sinds at bo på Ryegaard. Johanne Oxes nye fine huse i to stokværk og bindingsværk, som deres bedste- eller oldeforældre havde bygget, skulle blive stående. Godt det samme, de havde alle hørt om det hårde arbejde da bønderne havde gravet voldgrave, ude vest for landsbyen. Dengang var det ikke længere passende for en herremand eller –frue, at bo mellem bønder, så da noget af gården overfor kirken brændte, skulle der nyt til. Tomten lå der endnu, og det var stygt arbejde, når de var på hoveri med pløjning netop der, med alle de gamle frådsten der kom op. Ryegaard havde i 300 år to bindingsværksbygninger, bygget af Johanne Oxe i 1570’erne.

Det havde været lidt svært for Karens mand at følge den nye skrå, han var ny i byen, men til gengæld dygtig til sit eget. Kun én gang havde han forbrudt sig og måtte bøde 2 sk.. De havde været i besøg hos gamle frænder i Ejby og på vejen hjem gennem Ejby led, fik de ikke lukket ordentligt efter sig: ”Item hvilken mand, dreng eller pige kommer agendis eller gangendis och oplader ledet och icke lucker det efter sig, bødde derfor 2 sk.”

Kort over Rye by i 1804. De 17 gårde der opregnes i Matriklen 1682 er blevet til mange huse og 9 gårde. Men den store præstegård ligger syd for kirken.

Karen havde født 7 børn, der alle var døde, nogle i vugge,n andre af de mange soter, krigsårene havde ført med sig. Kun skiftingen Hans, med den skæve ryg havde overlevet og bondens arbejde kunne han ikke magte. Hans havde så lært at sy hos Lauritz Skrædder i Rye. Da Hans’ far døde, var han og moderen blev sat ind i Rye bys eneste fæstehus, hvor de kunne hjælpes ad med skrædderarbejdet. Det var kort sagt gået ned ad bakke for Karen, men det var et vilkår for mange kvinder. Det kunne være gået værre – hvis hun ingen børn havde fået overhovedet.
Hun og Hans klarede sig igennem krigsårene og pesten, og den gamle status som bondekone klæbede stadig til Karen. Da hun blev syg kom naboerne og passede hende – også uden at skråens artikel 23 måtte trækkes frem: ”Item om nogen broder forsømmer at hand icke vogger ofver den siuge, om hand blifver ellers tilsagt, bødde 4 sk.”
Nu blev hun begravet og alle havde fulgt hende – trods det dårlige vejr: ”Item er han icke tilstede och følger hannem til sin begrafvelse, uden han er i lovlig forfald, som er hosbundens eller siugdom, bøde 4sk. Måske fordi de glædede sig til begravelsesøllet, hvor dét så skulle komme fra, hvis ikke Karens slægt i Jenslev bødede? Sønnen Hans havde ikke noget at give væk af, trods skråens bud: ”Item den 30. daug der efter, skal dend dødis slegt och venner gifve hans bymend 1 tønde øl.”
Kulden var hård her på Lazarus’ dag, men selvom præsten var løbet hjem til varmen, måtte de fleste af bymændene med koner nu lige et smut ind i kirken, inden de gik hjem.