Ryegaards to bindingsværkslænger var opført i 1570erne, men var i Niels Trolles tid næppe hans faste tilholdssted. Han nybyggede i de samme år en anden herregård i Sjælland – det senere Holsteinborg.

I vinteren 2008 har man markeret 350-året for Roskildefreden, der i 1658 betød tabet af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.
1600-tallets midte var en tid med både krige, pest og iskolde vintre. Det var hårdt for alle og især de steder, hvor krigskarlene drog forbi.
Freden i Roskilde blev underskrevet d. 26. februar, som en følge af, at den svenske kong Karl X Gustav med sine tropper var trængt frem til Hedeboegnen og Hovedstaden.
De svenske tropper var på omkring 7000 mand, der havde taget turen op gennem Jylland og over bælterne til Fyn, Langeland, Lolland, Falster og Sjælland.
Det var Danmark, der i overmod havde erklæret Sverige krig i sommeren 1657 og nu stod svenskerne med deres krigskarle på Sjælland.
I 1640erne havde svenskerne besat Jylland, nu var de overalt og det blev en dyr fred for Danmark.
Trods afståelsen af landskaberne øst for Øresund, forblev de svenske soldater på Sjælland. Som en del af freden, skulle den svenske hær have vinterunderhold frem til midten af maj. Og det blev ikke kun Roskildes borgere, der måtte undgælde.
”Freden” betød at dette såkaldte vinterunderhold blev fremskaffet ved de samme metoder, som fjendtlige hære normalt benyttede: plyndren, røveri og afpresning.

På Bramsnæs Arkiv har vi set i kirkebøgerne fra den tid , der er bevaret for både Rye og Sonnerup sogne. Kirkebogsføring blev pålagt landets præster i 1645, men mange bøger er gået tabt gennem århundrederne, så det er lidt af en sjældenhed at kunne følge lokalbefolkningen i krigsårene.
For der blev tale om flere krigsår. Svenskerne trak sig vist aldrig helt væk fra Sjælland og i august 1658 gik yderligere 6000 svenske soldater i land ved Korsør. Få dage efter stod de udenfor København. Et første angreb på residensstaden blev slået tilbage og herefter blev byen belejret indtil foråret 1660, da den svenske konge døde. En endelig fred blev underskrevet d. 27. maj 1660.

Igennem disse 2½ år har vi fundet flere spændende oplysninger i de lokale kirkebøger, der blev ført af en smukt skrivende sognepræst, hr. Anders Nielsøn Haslev, født i Skåne og student fra Roskilde. Hr. Anders blev ordineret og tiltrådte som præst i Rye og Sonnerup sogne i 1651. Han måtte gifte sig med sin forgænger Hr. Poul Sørensens Sortes enke for at få embedet, hvilket var meget almindeligt. Kun hvis en ung præst havde formue, kunne han i stedet betale forgængerens enke et fast underhold og så finde sig en ung og frugtbar kone. Hr. Pouls enke har sikkert været en ældre dame og de fik da heller ingen børn, inden han måtte begrave hende i 1658 på Rye kirkegård. Kort efter giftede han sig med den unge præstedatter Karen Terkildsdatter.

Hr. Anders’ første embedstid var hård, flere dødelige epidemier i kølvandet på krigene nåede også frem til Rye sogn og præsten måtte begrave næsten dobbelt så mange som vanligt.
Præsten var den første til at føre kirkebog og nedskrive dåb, vielser og begravelser som han foretog i kirken. I forbindelse med fødsler kunne han også blive kaldt ud i sognet. Det har været en ganske særlig og sørgelig dag, da han i sit første embedsår - en sikkert snefyldt og kold decemberdag - blev kaldt ud til Langtved, hvor Offer Franssøns hustru havde født trillinger. De tre piger blev hurtigt døbt med navnene Karen, Maren og Giertrud Offersdatter: Hvilcke alle strax efter daaben hensoff i Herren. Udøbte børn kunne ikke begraves på kirkegården, så det var godt at præsten nåede frem.

Krigen og svenskerne fandt også vej til Rye og Sonnerup sogne.
Kort efter Roskildefredens indgåelse finder vi nogle meget bemærkelsesværdige indførelser i Sonnerups kirkebog:

Den 16. April. bleff begraffven Niels Pedersøn urtegaardsmand som bode udi Sonnerup oc bleff skudt ihiel aff de Svenske.
Samme dag bleff begraffven Mads Nielsøn Hestgihler Huusmand i Sonnerup som oc bleff skudt aff de Svenske.
Samme dag bleff begraffven Jens Christensøn Rytter som oc blevv skudt ned aff de Svenske.
Samme dag bleff begraffven Peder Jacobsøn Skomager som bode i Hasselholms huus oc bleff i ligemaade skudt aff de Svenske.
Samme dag bleff begraffven Anders Christensøn Møller som døde i Høyqverns mølle oc bleff i ligemaade skudt af de Svenske.

Hvad var der mon sket? Havde de gjort modstand mod – endnu engang måske – at blive udplyndret og aflevere alt hvad de havde?
Ja – og nej. Det viste sig ved nærmere granskning, at præsten havde tilføjet noget i marginen af bogen, der forklarede det hele: De giorde sig til Snap-Haner oc deraff bleffve forraskede.
De var altså blevet overrumplet eller overlistet af svenskere i en snaphaneaktion!
De fleste kender nok til snaphaner fra Carit Etlars eventyrroman ”Gøngehøvdingen”, der blev skrevet i 1853. Her er det sydsjællandske bønder, der under ledelse af Svend Giønge går til modstand mod den svenske besættelse.
Men både ordet og begrebet var åbenbart kendt af Hr. Anders, og var således i samtiden en betegnelse for organiseret modstand mod svenskerne. Vi kan ikke udelukke, at præsten har gjort tilføjelsen senere, men umiddelbart ser det ud til at være skrevet samtidig. Han var jo i øvrigt også født i Skåne, hvor snaphanerne i de følgende år kæmpede mod den svenske overtagelse.

Her i april 1658 faldt altså 5 gode mænd fra Sonnerup og Vintre Mølle i et baghold og blev skudt: En gartner (urtegårdsmand), en der kastrerede heste (hestegilder), en af kongens lokalt bosatte soldater (rytter), en skomager og en møller. Det har været et meget stort tab i en landsby på ca. 8 gårde og et par huse.
Den historie har Carit Etlar helt sikkert ikke kendt til, men sært nok lader han Svend Giønge rejse op gennem Midtsjælland med en overnatning på Ryegaard og siden bliver han udskibet fra Langtved, for på den måde at nå til København. Eventyr, ja – men på baggrund af kirkebogens oplysninger, var der måske stof til endnu en roman!

Nedskydningen af de fem snaphaner kan være sket hvor som helst på egnen, der uden tvivl var plaget af svenskernes hærgen. Ifølge et ubekræftet notat skulle Rye kirke være raseret af en brand i 1658 og det kan måske også tilskrives svenske soldater. Kirken blev i al fald ombygget med et stort kapel på nordsiden og fik efter krigsårene nyt inventar, prædikestolen er således dateret 1661.

Vi kan kun gætte os til de arme bønders vilkår, men vreden og modstanden mod fjenden var næppe mindsket, hvis det virkelig var svenskerne, der havde brændt kirken af.
Ved årsskiftet 1658-1659 skete der igen noget dramatisk med dødelig udgang; denne gang var det to svenskere, der blev dræbt:
 
Anno 1659
Den 2 Januar. Bleff begraffven Anders Halmholtz som vaar en Svenske Ryttere bleff skut ihiel til Tyge Pedersens i Egby.
Samme Dag bleff begraffven Hennig Lutters som oc vaar en Svenske Rytter oc bleff skut ihiel udi Egby.

Ejby var sognets store landsby med ca. 17 gårde, der alle var betydeligt større end gårdene i Rye.
Omkring halvdelen af gårdene hørte under Ryegaard, hvor herremanden hr. Niels Trolle i årene forud havde handlet og byttet sig til flere af dem. En væsentlig grund hertil var, at fiskevandet og især marsvinefangsten i Bramsnæsvig igennem flere hundrede år var knyttet til Ejbygårdene.
Bønderne i Ejby kan meget vel have været blandt de mest velstående på egnen og havde måske derfor mere at forsvare?
De to svenskere blev altså skudt ved eller hos Tyge Pedersen, en af gårdmændene. I Rye sogns kirkebog kan man se, at Tyge Pedersen fra Ejby den 1. juni 1656 var blevet gift med Mette Kjeldsdatter. Han døde d. 21. september 1666 og vi ved ikke mere om ham og Mette.

Hr. Anders Nielsen Haslev døde selv i embedet, 48 år gammel,og blev begravet d. 6. juli 1671.
Han må have været syg, for hans efterfølger i både embedet og ægteskabet med Karen Terkildsdatter, Hr. Elias Sørensen Lind tiltrådte allerede i april 1671 – vel dog kun på prædikestolen!

Vrængemasker på Rye kirkes prædikestol fra 1661 kunne måske holde fremtidig ondskab væk fra kirke og sogn.