Valg til Ældrerådet i Lejre Kommune den 21. november 2017

Tænker du af og til: Hvis bare jeg havde indflydelse på de beslutninger, der vedrører 60+årige i Lejre Kommune? Så har du nu mulighed for at tage næste skridt ved at stille op som kandidat til Lejre Kommunes Ældreråd. Der er valg den 21. november, og vi har brug for gode kræfter, når der skal tænkes nye tanker om ældres vilkår og muligheder i Lejre Kommune.

Skrevet den. 26. juni 2017

Ældrerådet er et rådgivende organ, der varetager de ældres vilkår og interesser i Lejre Kommune.

Der skal vælges 7 personer og op til 7 stedfortrædere til ældrerådet. Medlemmerne vælges som enkeltpersoner, altså ikke som repræsentanter for politiske partier eller interesseorganisationer, ligesom der ikke kan anvendes listeopstilling eller indgås valgforbund i forbindelse med valg til Ældrerådet.

Lyder det som noget for dig, kan du altid kontakte et af de nuværende medlemmer af Ældrerådet for flere informationer. Du finder kontaktoplysninger på www.lejre.dk

For at blive kandidat skal du være fyldt 60 år den 21. november 2017, og være bosiddende i Lejre Kommune.

Ønsker du at stille op som kandidat kan du hente en kandidatanmeldelse her, eller du kan hente den på Rådhuset i Hvalsø, Borgerservice og på Rådhuset i Allerslev, Koncernsekretariatet.

Har du spørgsmål til kandidatlisten, er også velkommen til at ringe på Tlf. 4646 4422.