Blomsterløgdag for børn og voksne

Vil man glæde sig over synet af forårsblomstrende planter som krokus, skilla og snepryd - så er det nu, blomsterløgene skal i jorden!

Skrevet den. 19. oktober 2016

Vi holder blomsterløgdag for børn og voksne i den nye park ved Ammershøjparken i Kirke Hyllinge tirsdag den 25. oktober fra kl. 12.00. Her vil 48 glade børn fra Kirke Hyllinge SFO komme og hjælpe kommunen med at lægge blomsterløg i parken, så vi kan byde det kommende forår velkommen.

Udover hjælpen fra børnene, er hele byen inviteret med til blomsterløgsdagen. Alle, der har lyst, kan bidrage med blomsterløg og på den måde sætte deres helt eget præg på parken.

Repræsentanter fra Vej & Park vil være til stede på dagen fra kl. 12-15, og børnene fra Kirke Hyllinge SFO kommer 12.45. Lejre Kommune har bedt børnene hjælpe til med løgene, fordi det – udover at være et sjovt og lærerigt indslag – også kan give børnene ejerskab til parken og gøre dem stolte af deres by.