Vær med til at fejre Blå Flag ved Herslev Strand og Havn

Nu er det sommer om et øjeblik, og ved Herslev Strand og Havn skal der igen i år vejre Blå Flag, som viser gæsterne vej og inviterer til indbydende badeforhold og havnefaciliteter.

Skrevet den. 27. maj 2014

De Blå Flag hejses søndag den 1. juni med et mylder af udendørs aktiviteter for børn og voksne på stranden og ved havnen. Tag børn og børnebørn med til en hyggelig dag under åben himmel.

Kl. 12 vil viceborgmester Jan Heine hejse flagene med de fremmødte. Der serveres en forfriskning til fejringen af, at stranden og havnen har fået tildelt Blå Flag, og at badesæsonen officielt er startet.  Vi starter ved stranden og går i samlet flok til havnen.

Blå Flag tildeles af en dansk og en international jury, og er en kvalitetsstempling af strande og lystbådehavne, der gør en ekstra indsats for miljøet og gæsternes oplevelser af kysten og havet. 

Efter flagene er strøget til tops vil Professor Benni Winding Hansen fortælle om Roskilde Universitets havbørsteorme-projekt, og børnene inviteres til at bygge flotte Blå Flag sandslotte af strandens materialer. Ved havnen vil sejlklubben fremvise børnejoller og sejlerskolen, og der vil være mulighed for at bage pandekager over bål. Vi slutter dagen kl. 14 med en frisk dukkert fra stranden, så husk badetøj og håndklæde.

Lejre Kommune gennemfører i forbindelse med Blå Flag-ordningen flere formidlingsinitiativer omkring natur og miljø ved kysten i omegnen af Herslev Strand. I løbet af sommeren kan du deltage i guidede arrangementer og blive klogere på strandens spiselige planter og fuglene ved Herslev strand.

Hvad er 'blå flag'

Blå Flag kampagnen arbejder for at beskytte og værne om hav- og kystmiljøet. Det sker ved at belønne strande og lystbådehavne, der gør en ekstra indsats for miljøet og for at højne stranden eller havnens standard. Desuden arbejder kampagnen for at oplyse om livet og miljøforhold langs kysten og i havet og dets betydning for mennesket. Friluftsrådet er ansvarlig for kampagnen i Danmark.

Læs mere på www.blaaflag.dk